Musikundervisning: Ikke kun for de riges børn
Alle børn skal have mulighed for musikundervisning, mener Aalborg Kulturskole.
På Aalborg Kulturskole oplever de, at det som oftest kun er børn af velbjærgede familier, der har råd til musikundervisning efter skoletid.
Aalborg Kulturskole vil gerne have, at alle børn skal mulighed for at lære at spille et instrument. Derfor har man som et forsøg tilbudt elever på en skole i et socialt belastet område i Aalborg Øst, at de også kan få musikundervisning. Gratis ovenikøbet - og i skoletiden. I dag optrådte nogen af eleverne så til kulturskolefestival i Nordkraft i Aalborg, hvor de gav prøver på, hvor dygtige de er blevet.
Sammen med otte andre piger fra 6. klassetrin på Mellervangskolen i Aalborg Øst, var 12-årige Naja Jensen, der spiller el-guitar klar til at gå scenen ved middagstid.
Den typiske elev i Kulturskolen har forældre, hvis årsindkomst tilsammen er omkring de 800.000 kroner. Vi vil også gerne have fat i de børn, hvis forældre ikke har så meget at rutte med.
Nicholai Andersen, projektkoordinator, Aalborg Kulturskole
- Guitaren er stemt to gange. Jeg er meget spændt, siger Naja Jensen.
Det specielle ved Mellervang Big Band er, at orkestret nok aldrig nogensinde var kommet til at spille musik, hvis ikke de havde fået en hjælpende af Aalborg Kulturskole.
- Vi har her fat i børn som ikke kender ret meget til musik og kultur, siger Nicholai Andersen, der er lærer og projektkoordinator hos Aalborg Kulturskole.
Musik for alle
Uden det har kostet børnenes forældre en krone, har 80 elever på Mellervangskolen det seneste 2,5 år fået undervisning i at spille på et instrument. Det er sket i skoletiden, hvor lærere fra Kulturskolen er rykket ud på skolen for at hjælpe til.
- Det er fantastisk. Jeg har lært at spille guitar, og så har det skabt et meget bedre sammenhold i klassen, siger Naja Jensen.
Mellervang Big Band er et resultat af helt bevidst satsning fra Kulturskolens side, hvor musikundervisning - sådan populært sagt - altså ikke kun skal være for de riges børn.
- Den typiske elev i Kulturskolen har forældre, hvis årsindkomst tilsammen er omkring de 800.000 kroner. Vi vil også gerne have fat i de børn, hvis forældre ikke har så meget at rutte med, siger Nicholai Andersen.
Efter bare 20 minutter var big bandets optræden slut, men bare i den her måned venter der yderligere to koncerter for Naja Jensen og de andre musikalske Mellervang-elever.
- Jeg har gået på en anden skole, og der spillede vi jo aldrig sådan noget musik her, så det er fedt, at jeg er kommet på Mellervangskolen, siger Naja Jensen.
Udover big bands, var der også masser af klassisk og rytmisk musik på kulturskolefestivalen, hvor omkring 1000 mennesker kiggede forbi.