Naboer hev haveslangen frem - lokker indsatsleder til byen
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
Hurtige naboer sørgede for, at det ikke endte værre, end det gjorde torsdag aften i Vadum.
Det er på sin plads, hvis en bestemt boligejer i Vadum sender en ekstraordinær stor lykønskning om et godt nytår til sine naboer i år.
De var nemlig grunden til, at en brand ikke spredte sig til huset torsdag aften.
Omkring 19:15 rykkede Nordjyllands Beredskab ud til en brand ved en bolig i Vadum. Der var opstået brand i et plankeværk umiddelbart ved siden af boligen.
Der var fare for at branden ville sprede sig til boligens træterrasse og selve boligen, men så langt nåede den aldrig.
- Naboer fra begge sider rullede haveslangen ud, og de havde styr på den, da vi kom, siger Bent Pedersen, der var indsatsleder på udrykningen.
- Man må sige, de har godt naboskab i Vadum. Det er lige før, jeg overvejer at flytte til byen, siger indsatslederen med et smil.
Nordjyllands Beredskab er i skrivende stund i gang med at bryde træterrassen op for at sikre sig, at der ikke ligger gemte gløder indenunder.
Der var ingen hjemme i huset på brandtidspunktet, og der er endnu ingen årsag til branden.