Nathja efterspurgte ting til sygehuset på sin Facebook - nu vælter donationerne ind
Tirsdag er opslaget blevet delt mere end 1300 gange.
Et opslag på Facebook.
Mere skulle der ikke til, før Nathja Uggerhøj blev druknet i kærlighed og hjælp.
Den 8. april delte hun nemlig et opslag på sin private Facebook-side, hvor hun efterspurgte donationer til sin arbejdsplads på Aalborg Universitetshospital Sygehus Syds afdeling A1, der også kaldes mave-, tarm- og kræftkirurgisk afdeling.
- Vi håber, at nogle ligger inde med et fladskærms-tv, brætspil eller kortspil, som de ikke længere bruger. Eller andet som kunne gøre en indlæggelse lidt mere hyggelig, skrev hun i opslaget.
Mange donationer på få dage
Med opslaget ville hun egentlig blot spørge sin omgangskreds om hjælp, men det blev til meget mere – og tirsdag er opslaget blevet delt mere end 1300 gange.
- Vi er blevet væltet af donationer. Folk har doneret tv, brætspil, kortspil, bøger og meget andet. Det er overvældende. Jeg har brugt de sidste par dage på at græde af glæde, fordi det er så rørende, fortæller Nathja Uggerhøj til TV2 Nord.
Ideen til opslaget kom sig af, at Nathja Uggerhøj sammen med to kolleger en dag på arbejde faldt i snak om de manglende muligheder på afdelingen.
Jeg synes, det er okay at række ud i sit lokalsamfund og bede om hjælp
Nathja Uggerhøj
Samtidig havde hun kort forinden haft en mandelig patient, som var meget bundet til sengen og som gerne ville se tv. Men da fjernsynet var gammelt og manglede en fjernbetjening, kunne han kun se den ene kanal, som viste Dr. Phil hele dagen.
- Jeg sad i nattevagt her i påsken med to kolleger, hvor vi snakkede om, hvad det er vi oplever, når patienterne er ved os. Når vi selv er hjemme, så ser vi jo gerne lidt tv, og det kan vores patienter faktisk ikke her hos os, fortæller hun og tilføjer:
- Jeg lavede opslaget med råd fra min kollega, hvor vi søgte et tv eller to, som kunne hænge på de stuer, der mangler, og så et spil kort.
Og netop de ting skulle man ende med at få. I massevis.
- Jeg har ikke fået talt op endnu, men det er mange ting, og nok også mere, end vi har brug for, så vi skal lige have et overblik, erkender Nathja Uggerhøj.
Se hele inslaget med Nathja Uggerhøj herunder:
Okay at bede om hjælp
Selvom man godt kan fristes til at tænke, hvorfor det ikke er sygehuset selv, der skal levere sådanne ting til afdelingerne, så mener Nathja Uggerhøj ikke, at det er et problem, at hun har bedt offentligheden om hjælp.
- Jeg synes, det er okay at række ud i ens lokalsamfund og bede om hjælp, konstaterer hun og uddyber.
- Vi er et sundhedsvæsen, hvor vi behandler patinterne, og det er det, som vi bruger pengene på. Jeg synes, det er okay, at man måske ikke har penge til nye tv og andet, for jeg ville også hellere selv som patient have gode læger, sygeplejersker og køkkenpersonale fremfor et fladskærms-tv.
Har du et godt tip?
Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.
Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.
Det bakker sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital, Lisbeth Kjær Lagoni, hende op i.
- Jeg synes jo altid, det er dejligt med engagerede medarbejdere, som kærer sig om patienternes trivsel, så jeg synes, det er et flot initiativ, som fortjener stor ros, fortæller direktøren, der dog tilføjer, at man godt selv kunne have bidraget.
- Jeg tror nok, vi kan finde pengene, hvis der er et stort ønske fra en afdeling om, at man gerne vil have tv eller brætspil. Når det så er sagt, så synes jeg, det er flot, at der er firmaer, som vil gå ind og donere til hospitalet, så vi kan bruge flere penge på patientbehandling.
Håber andre lader sig inspirere
Nathja Uggerhøj selv er glad for de mange donationer, som opslaget har bragt med sig. Dog håber hun også på, at det vil give noget mere.
- Jeg håber, at det her opslag kan kaste af sig, at andre ser, at det er okay, at man beder om hjælp på den her måde, konstaterer hun.
Hun regner dog ikke med, at hun en anden gang vil gøre brug af samme metode igen.
- Det tror jeg ikke. Det her var mit opråb, og det har kastet meget mere af sig, end jeg turde håbe på, forklarer hun.
- Jeg er en budbringer mellem de fantastiske mennesker, som har valgt at donere, fordi man gerne vil gøre en forskel, og patienter, som fortjener, at der bliver gjort en forskel.