Nicolai har fået to parkeringsafgifter og en rykker på gratis parkeringsplads
Foto: (Privatfoto)
Nicolai Jakobsen er uforstående overfor Avantparks svar på kritikken.
Fredag kunne TV2 Nord fortælle, hvordan Thomas Villefrance fik en parkeringsafgift på 850 kroner, selvom han havde holdt på en gratis parkeringsplads ved Nørresundby Bibliotek.
Siden er vi blevet kontaktet af flere, der har oplevet det samme.
Blandt andet har Nicolai Jakobsen modtaget hele to parkeringsafgifter for at holde på den gratis p-plads.
- Jeg har klaget over dem begge, og den ene er blevet annulleret, men den anden er der fortsat en sag på, forklarer han.
Han har dog modtaget en rykker for sagen, som fortsat er i gang, selvom den burde være sat i bero.
- Det er træls, og det er et mærkeligt system, de har kørende. Det kan blive et problem, pointerer han.
Svært at klage
Nicolai Jakobsen fortæller desuden, at firmaets klageproces hverken er nem eller enkel at tilgå.
- Jeg vil ikke sige, at det er nemt. De gange jeg har skrevet ind, har jeg følt, at jeg skulle lave et juridisk forsvar for mig selv. Man kan desuden kun sende billeder og ikke videoer, hvis man kunne sende videoer, kunne man med det samme se, at det var galt, forklarer Nicolai Jakobsen.
Han tænker at klagesystemet kan være nok til, at nogle måske vælger at betale bøden. Ligesom han frygter, at flere ikke tænker over, at der er noget galt og bare betaler.
- Den er ikke sjov, og at det er problem, der sker for flere mennesker, det er træls, påpeger han.
Ikke korrekt svar
Han er desuden uforstående overfor Advantparks svar til Thomas Villefrances sag, hvori firmaet skriver, at der er tre ind- og udkørsler.
- Der er kun en ind og udkørsel til parkeringspladsen, så du kan ikke komme ind til de ni gratis pladser uden at benytte indkørslen med kameraerne, konstaterer Nicolai Jakobsen.
TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar fra Avantpark, som ikke er vendt tilbage. TV2 Nord har dog tidligere fået en kommentar fra en repræsentant i Avantpark:
Svar fra Avantpark
'Parkeringspladsen ved Biblioteksgården i Nørresundby er en parkeringsplads der har 3 ind- og udkørsler, som overvåges af vores ANPR-styringssystem (Automatic Number Plate Recognition, red.), hvor der bruges kameraer til at registrere et køretøjs registrering, når det kører ind og ud af en parkeringsplads, hvilket sikrer, at der kun udstedes en parkeringsafgift, når reglerne for parkeringspladsen er blevet overtrådt.'
'Der er lavet restriktioner for at forhindre misbrug af parkeringspladser og sikre, at der er pladser til rådighed for tilladelsesindehavere, når de skal benytte disse, hvilket fremgår af de fem fremtrædende og meget synlige skilte, der giver bilisterne klar vejledning i, hvordan de skal bruge parkeringspladsen på en ansvarlig måde.'
'Bilisten har fået en parkeringsafgift for at have besøgt parkeringspladsen den 29. august uden at have en gyldig tilladelse. Vi har modtaget deres appel og vil kontakte bilisten, når den er blevet gennemgået. Avantpark har en klageproces, som bilisterne kan bruge til at klage over deres parkeringsafgift. Hvis bilisten mener der er formildende omstændigheder, vil vi opfordre dem til at fremhæve dette ved deres appel.'