LIGE NU:

Nordiske Mesterskaber i karate gav sejr til Danmark

Gigantium lagde gulv til da 250 kæmpere fra otte Nordiske lande mødtes til Nordiske Mesterskaber i Karate.

Der var øretæver i luften, da otte lande mødtes til Nordiske Mesterskaber i Gigantium lørdag. Danmark viste storformen, da kampene gik i gang og modtog for fjerde år i træk pokalen for mest vindene nation. 

- Som president for Dansk Karate Forbund er jeg selvfølgelig utrolig stolt af, at vi igen for 4 år i træk bliver suverænt den bedste nation. Som Aalborg mand gør det mig selvfølgelig endnu mere stolt, at den lokale karate klub Sportskarate.dk, hvor jeg til daglig fungerer som formand - tager stor andel i den flotte præstation for Danmark med mange nordiske mestre i dag fra Aalborg, siger Thomas Bjuring, president for Dansk Karate Forbund. 

Det har været nogle hårde uger for de danske karateudøvere, der i sidste weekend var til DM i karate, hvor Aalborg-klubben også hev størstedelen af medaljerne med hjem. Succesen fortsatte på kampbanerne i Gigantium for den aalborgensiske klub. 

Det var en fantastisk oplevelse at kæmpe på hjemmebane foran et stort publikum

- Det var en fantastisk oplevelse at kæmpe på hjemmebane foran et stort publikum, hvor jeg blevet båret frem i finalen af deres heppen. Det tændte publikum enormt, at jeg formåede at kæmpe en flot kamp - så jeg er selvfølgelig utrolig stolt, siger Jonas Pallesen, der kan kalde sig Nordisk Mester efter en flot sejr lørdag. 

Der var omkring 250 kæmpere, der gik efter titlerne som Nordisk Mester. Deltagerne var fra et af de fem nordiske lande eller et af de tre baltiske lande. Men på trods af deltagerne var fra flere lande, kan det ikke undgås, at man kommer til at kæmpe mod en af sine egne. 

Jeg er selvfølgelig glad og stolt - og det giver mig motivation frem mod EM

- Det var en lidt speciel finale at kæmpe mod min klubkammerat Timm Neve og det er altid svært, når vi kender hinanden så godt. Jeg er selvfølgelig glad og stolt - og det giver mig motivation frem mod EM, som er det næste store mål, siger Casper Lidegaard, der også kæmpede sig til titlen som Nordisk Mester.