Nordjyder basker amerikanere med supercomputer og vinder international konkurrence
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Christian Ziegler Sejersen, Anders Aaen Springborg, Casper Nyvang Sørensen, Jacob Johannes Sigurd Springborg og Mads Beyer Mogensen er de fem medlemmer af Supercomputerklubben, der netop har vundet en international konkurrence.
- De taler mere om, hvad de gør i stedet for at gøre noget, hvor i Danmark er det omvendt. Vi gør mere, end vi siger, vi gør, lyder det fra vinderne.
Fem studerende fra Aalborg Universitet startede i vinter deres egen supercomputerklub. Grundlæggeren synes, der manglede færdigheder i Danmark til at arbejde med de såkaldte supercomputere.
Supercomputerklubben skulle vise sig at være en rigtig god idé, for nu har drengene vundet international konkurrence om at bygge en billig supercomputer, der bruger mindst mulig strøm.
- I det store hele er en supercomputer bare en masse mindre computere koblet sammen, så de kan køre et program samlet for, at de kan få en bedre performance, end de kunne få individuelt, siger Casper Nyvang Sørensen, medlem af Supercomputerklubben og fortsætter:
- Så det er sådan set bare en måde, hvor man kan få en enkelt computer til at udregne noget mere, end man kunne gøre for sig selv, tror jeg er den korte og nemme beskrivelse.
Computerudvikling på budget
De fem studerende i Supercomputerklubben på Institut for datalogi på Aalborg Universitet vandt i slutningen af maj en international konkurrence på San Diego Supercomputer Center i USA.
- Det var en stor oplevelse at komme ud og konkurrere mod andre lande for at se, hvordan de gør det, siger Anders Aaen Springborg, der har stiftet klubben.
Kravet var, at deres hjemmebyggede supercomputer maks måtte koste 6.000 dollars og højest have et strømforbrug på 250 watt.
Det klarede Supercomputerklubben.
Nordjysk tilgang gjorde udfaldet
- Der er ikke så mange i Danmark, der ved noget. Der er vi eksempelvis den første studieforening, der handler om supercomputere, siger Anders Aaen Springborg.
Den danske og nordjyske tilgang til det at bygge en supercomputer viste sig at være en afgørende faktor i forhold til amerikanerne.
- De taler mere om, hvad de gør i stedet for at gøre noget, hvor i Danmark er det omvendt. Vi gør mere, end vi siger, vi gør, siger Anders Aaen Springborg.
Vil udfordre USA og Asien
Der er i alt 20 medlemmer af supercomputerklubben på Aalborg Universitet. Stifteren mener, at de kan gøre en forskel.
- Det er vigtigt, at vi lærer noget om det her, for hvis det kun er amerikanerne og asiaterne, der ved noget om det her felt, så er det dem, der kommer til at styre retningen for, hvor vi skal hen, og de har måske andre prioriteter, end vi har her i Danmark, siger Anders Aaen Springborg.
- Nu har vi bygget den her supercomputer, så der er mange muligheder for at lave nogle forskellige projekter, hvor man kan anvende den, siger Casper Nyvang Sørensen.
Supercomputerklubben har selv skaffet de 80.000 kroner, turen til USA kostede. Deraf 30.000 kroner til computeren og 50.000 kroner til rejsen.