Bagermester Henrik Bakgaard er et stort smil i disse dage. Foto: Malthe Birger Jensen

Nordjyllands bedste bageri kåret

Flere end 32.000 danskere har stemt på deres yndlingsbageri i en landsdækkende konkurrence.

Der bor en bager, ikke i Nørregade, men på Hadsundvej i Aalborg-bydelen Vejgaard. Og selvom den ikke fylder meget i gadebillede, så er det en populær en af slagsen. Med 1.811 stemmer er den nemlig blevet kåret til Nordjyllands bedste bageri.

- Det er megastort for os at få sådan en titel. Det er da klart et skulderklap for sådan en lille forretning som os, at så mange har været inde at stemme, siger Henrik Bakgaard, der er bagermester i Vejgaard Bageri.  

Læs også Nordjyske bagerbrødre vil lave Danmarks bedste romkugle

Det er Opdag Danmark, som står bag konkurrencen, hvor 32.500 danskere har stemt på deres favoritbageri.

På landsplan er Vejgaard Bageri endt på fjerdepladsen.

- Vi var ude at spise med hele personalet i går og gav den max gas. Det er måden, man fejrer det på med balloner og hele pibetøjet, siger Henrik Bakgaard.

Artiklen fortsætter under videoen:

02:07 Luk video

Kundernes favorit

Kunderne, som TV2 Nord møder i bagerforretningen torsdag morgen, kan godt forstå, at Vejgaard Bageri har fået førstepladsen i Nordjylland.

- Det bedste, det er deres rundstykker og brød. Nej, kagerne er altså også gode, siger Lars Lilholt, der bor i Aalborg-bydelen Vejgaard.

- Jeg har faktisk været her før, og de har altid noget godt brød. Jeg tror faktisk, at det de vinder på er, at de har få ting, men nogle meget gode ting, siger Helle Bak Andreasen fra Brovst.

Det tilfredsstillende, når kunderne sætter pris produktet. Det gør en glad, når de smiler med varmt brød i posen

- Henrik Bakgaard, Bagermester, Vejgaard Bageri

Lagde forklædet på hylden, men vendte stærkt tilbage

Der har været bageri på adressen i Vejgaard i 88 år, og i 2004 overtog Henrik Bakgaard stedet sammen med sin ægtefælle.

Men efter nogle år lagde parret forklædet på hylden og forpagtede forretningen væk. Dog vente ægteparret tilbage i storform i 2018.

- Jeg brænder virkelig for bagerfaget for lønnen var bedre i det, jeg lavede før, men her får jeg en masse gode timer og oplevelser også, siger bagermesteren.

Henrik Bakgaard bager i følge nordjyderne det bedste brød og de bedste kager Foto: Malthe Birger Jensen

Med nyheden om den nordjyske førsteplads har Bageriet i Vejgaard nået helt nye højder.

- Fra i går havde vi 25 procent mere i omsætning, og jeg tror også i dag, når jeg kigger ud i butikken, så ligger vi en 30-40 procent over, hvad vi normalt gør på sådan en normal torsdag, siger Henrik Bakgaard.

Kunderne kan lide kvalitet

Ifølge Henrik Bakgaard skyldes en del af succesen, at forbrugerne i dag er langt mere kvalitetsbevidste end for ti år siden.

- Det tilfredsstillende, når kunderne sætter pris produktet. Det gør en glad, når de smiler med varmt brød i posen, lyder det.

I afstemningen blev Madsens Bageri i Thy den næstbedste fra Nordjylland med 1.054 stemmer.

Læs også De bedste nordjyske romkugler blev kun nummer seks