Nordjysk drabsmand dømt: Sammenligner sig selv med Breivik
Efter drabet på en 40-årig bekendt er en 23-årig mand fredag blevet idømt en tidsubestemt anbringelsesdom på en af landets mest sikre afdelinger.
En 23-årig aalborgenser er idømt anbringelse på ubestemt tid for et voldsomt mord sidste år. Han vurderes til at være så farlig, at retssagen blev afholdt på Sikringsafdelingen i Slagelse.
Forud for retssagen er den 23-årige drabsmand fra Aalborg blev mentalundersøgt flere gange. Undersøgelserne har peget på, at manden er så farlig, at han skal sidde på den topsikrede psykiatriske afdeling i Slagelse kaldt Sikringsafdelingen.
Her har han siddet næsten lige siden knivdrabet på en 40-årig mand, der fandt sted den 27. september 2016 i en lejlighed i Aalborg. Han er meget farlig, vurderer lægerne.
Stak sit offer 65 gange med tre knive
Drabet skete, da tre venner holdt fest en aften i en lejlighed i Aalborg. Det var startet som en hyggelig aften, hvor den 23-årige og den 40-årige sammen med en veninde fik et par øl.
Det var meget brutalt og meget blodigt. Han havde brugt tre forskellige knive, og dem fandt vi på gerningsstedet.
Thomas Klingenberg, anklager, Nordjyllands Politi
- På et tidspunkt ligger hun så over på sofaen og ser en tv-krimi. Og så hører hun pludselig den 40-årige råbe: ”Han har stukket mig i hovedet”, fortæller Thomas Klingenberg fra Nordjyllands Politi.
Kvinden løb ud og tilkaldte hjælp, og politiet var hurtigt på stedet. Men betjentene kunne ikke få adgang til lejligheden.
- Der bliver ikke lukket op. Der er en masse råberi derinde, og da de får døren åbnet, så kommer han ud og har blod over det hele. Betjentene får ham ned på gulvet og lagt i håndjern. Den 40-årige bløder fra knivstik over alt, og er så kvæstet, at han bliver erklæret død ude på stedet, da ambulancen kommer, fortæller Klingenberg.
- Det var meget brutalt og meget blodigt. Han havde brugt tre forskellige knive, og dem fandt vi på gerningsstedet. Den ene er brækket, og der er DNA-spor fra begge mænd på knivene, fortæller anklageren.
Blandt de 30 farligste i landet
Efter anholdelsen kom manden først til arresten i Aalborg. Her kunne de ikke have ham, så han kom videre til retspsykiatrisk afdeling i Aalborg. Herfra måtte de også sende ham videre til Skiringsafdelingen i Slagselse.
Han havde blandt andet skrevet, at han ville gå amok ligesom Breivik. Og at hvis ikke han fik den hjælp, han havde brug for, så ville han slå en masse mennesker ihjel
Thomas Klingenberg, anklager, Nordjyllands Politi
- Det er jo fuldstændigt topsikret. Jeg har aldrig set noget lignende. Der er aldrig nogen, der er stukket af derfra, siger Klingenberg.
Den 23-årige blev idømt en tidsubestemt anbringelsesdom. Det betyder, at han skal blive på sikringsafdelingen, hvor han skal sidde sammen med 30 af de allerfarligste og sindssyge fra hele landet.
Ville gå amok ligesom Breivik
Retslægerådet har på baggrund af mentalundersøgelserne vurderet, at den 23-årige egner sig til en anbringelsesdom, ligesom sagen også har været forelagt rigsadvokaten og justitsministeriet. Alle har vurderet, at den 23-årige er sindssyg, og for farlig til andre former for afsoning.
Igennem hele retssagen var han mandsopdækkede af to mand fra sikringsafdelingen.
Den 23-årige blev også dømt for dødstrusler mod en offentligt ansat på et opholdssted, ligesom han har sendt trusselsmails til en nordjysk advokat.
Drabet på den 40-årige erkendte ham. Men truslerne mente han ikke, var oprigtige. Anklageren er uenig.
- Han havde blandt andet skrevet, at han ville gå amok ligesom Breivik. Og at hvis ikke han fik den hjælp, han havde brug for, så ville han slå en masse mennesker ihjel ligesom Omar El Hussein, fortæller anklageren. Omar El Hussein var gerningsmanden bag angrebet på Krudttønden i København.
Den 23-årige valgte at tage 14 dages betænkningstid i forhold til dommen.
Den 40-årige mand efterlader sig tre børn, som den 23-årige blev idømt at betale 100.000 kroner i erstatning hver.