Nordjysk Fødevareoverskud bokser med bøvlede afgifter
Den socialøkonomiske virksomhed Nordjysk Fødevareoverskud fik i dag besøg af skatteministeren - og indehaveren var ikke sen til at fortælle ministeren om de bureaukratiske afgiftudfordringer, som virksomheden bokser med til dagligt.
Den socialøkonomiske virksomhed Nordjysk Fødevareoverskud havde mandag formiddag besøg af skatteministeren. På dagsordenen var blandt andet et ønske om mindre bureaukratiske regler, når virksomheder gerne vil donere madvarer til formålet.
De har tidligere haft besøg af en borgmester. Men aldrig en minister.
Så stoltheden var til at få øje på hos stifteren af Nordjysk Fødevareoverskud, Bente Schjødt, da hun mandag formiddag tog imod skatteminister Karsten Lauritzen (V) i virksomhedens lokaler i det østlige Aalborg.
- Vi er meget beærede over at få så fint besøg. Det har vi ikke haft før, siger Bente Schjødt, efter Karsten Lauritzen var ankommet til virksomheden.
Ministeren selv var da også begejstret over det arbejde, som ansatte og frivillige hos Nordjysk Fødevareoverskud udfører. Organisationen uddeler madvarer, der ellers blot skulle smides ud, til sociale organisationer og langt over 100 familier hver uge.
- Det er god stil ikke at smide velfungerende madvarer ud. Det er sådan noget, der lidt er forsvundet de seneste 20 år. Nu kommer det så tilbage, og det, synes jeg, er fantastisk, siger Karsten Lauritzen.
Skal betale for at hente overskudsmad
Men på dagsordenen for besøget, der varede godt en time, havde Bente Schjødt også et punkt, der handler om en daglig udfordring, som hun står overfor, når der skal hentes madvarer hos de otte virksomheder i og omkring Aalborg, som Nordjysk Fødevareoverskud samarbejder med.
- Jeg synes ikke, det er rimeligt, at vi betaler for at køre ud og hente overskudsmad hos grossister og detailbutikker, som ville smide det ud, siger Bente Schjødt.
En række EU-regler gør nemlig, at virksomhederne, som Bente Schjødt og hendes kolleger henter overskudsmad hos, skal betale moms af varerne. Derfor er de nødt til at sælge dem til Nordjysk Fødevareoverskud - dog oftest for et meget lavt beløb.
- En typisk faktura lyder på 20-30 kroner om måneden, siger Bente Schjødt.
Regler giver unødvendigt papirarbejde
For prisen er reelt symbolsk, men stadig nødvendig for at overholde reglerne. Regler, som betyder bøvl og administrativt arbejde, som Bente Schjødt sagtens kunne undvære i sin lille organisation - og i øvrigt mener er komplet unødvendige.
Det er en administrativ 'drillepind,'. Det skal konteres, og kontoen skal stemme
Bente Schjødt, stifter, Nordjysk Fødevareoverskud
- Det er en administrativ 'drillepind,' siger hun og uddyber: - Det skal konteres, og kontoen skal stemme. Og det er sådan nogle små, skæve beløb, som aldrig stemmer.
Så naturligt nok var det et punkt på dagsordenen til ministeren, da snakken gik ved kaffebordet efter endt rundvisning ved dagens besøg. Karsten Lauritzen vil da også gerne se på reglerne, men understreger, at han er begrænset af, at reglerne i dette tilfælde ikke er opfundet i det danske skatteministerium.
- Der må vi - indenfor de EU-regler, der gælder - se på, om ikke vi kan indrette reglerne lidt mere fornuftigt, siger Karsten Lauritzen.