Nordjysk Industrivirksomhed skal bekæmpe invasive arter i verdenshavene
Foto: Michael Schmidt Thomsen
Alfa Laval i Aalborg har udviklet et system, der kan bremse skibes spredning af invasive arter i verdenshavene.
Havmiljøet i hele verden har længe lidt under, at skibe slæber invasive arter ind i farvande, hvor de ikke hører hjemme. Men det skal et system, der produceres i Aalborg, forsøge at bekæmpe.
Det er Alfa Laval i Aalborg, der står for produktionen af det system, der kan rense skibes ballastvand. Mange af verdens skibe bruger nemlig ballastvand som stabilisering, men det betyder også, at vand fra en del af verden transporteres til en anden del af verden. Og dermed spredes organismer og herunder invasive arter.
- Systemet er i stand til at rense ballastvand på skibe ved hjælp af kraftig UV-stråling, så man undgår overførsel af invasive arter fra et økosystem til et andet. UV-strålingen fungerer ved at uskadeliggøre organismer eller forhindre dem i at reproducere sig, forklarer direktør hos Alfa Laval i Aalborg, Søren Hjort Krarup.
Et problem i Limfjorden
Man behøver ikke at rejse længere end til Limfjorden for finde problemer med invasive arter. Her findes både stillehavsøsters og visse typer tang, der er invasive. Og problemet med invasive arter er stigende både i Limfjorden men også i resten af verdens have.
- De forrykker nogle balancer, skader nogle hjemmehørende arter, måske truer dem på udryddelse og dermed kan de blive et problem for økosystemet, forklarer Jens Kjerulf Petersen, professor og direktør hos forskningscenteret Dansk Skaldyrscenter på Mors.
Jens Kjerulf Petersen og Dansk Skaldyrcenter forsker blandt andet i de invasive arter i Limfjorden. Og hos forskningscenteret på Mors glæder man sig over, at tiltag forsøger at stoppe spredningen.
- Det allerbedste er jo, at de ikke kommer her. Så at stoppe spredningsvejene eller sætte en prop i spredningsvejene er jo alt andet lige en smartere løsning, end at gøre noget ved det, når de først er her, siger Jens Kjerulf Petersen.
Nye regler øger efterspørgsel
Alfa Laval i Danmark har produceret renseanlægget siden 2006, men for nyligt flyttede de hele produktionen til Aalborg. Derfor er antallet af medarbejdere, der producerer rensesystemet hos Aalborg-virksomheden, også steget fra 30 til 85 mand de seneste to år.
- Vi har brugt en del kræfter på at få flere medarbejdere, og vi regner nok med at skulle bruge flere de kommende år, siger Søren Hjorth Krarup fra Alfa Laval i Aalborg.
Virksomheden har produceret systemet til nybyggede skibe de seneste år. Men fra 8. september 2024 skal alle skibe – herunder skibe af ældre dato - opfylde den såkaldte D2-standard, der begrænser mængden af levedygtige organismer, skibene må udlede.
Dermed skal ældre skibe altså fremover have installeret et ballastrensesystem, og her øjner virksomheden en god forretning.
- Der er langt langt flere sejlende skibe, end der bygges nye skibe, så indenfor den næste femårige periode vil der være et ret stort boom i den her industri.
- I 2017 var markederne for nye og eksisterende skibe cirka lige store, men det er klart, at jo nærmere vi kommer skæringsdatoen i 2024, jo større bliver markedet for ballastsystemer til de eksisterende skibe, forklarer Søren Hjort Krarup.
I 2018 havde Alfa Laval-selskaberne i Danmark en omsætning på 4,7 milliarder kroner og har godt 1.700 ansatte i Danmark.