Nordjysk ishockey formand dømt i voldssag

Formanden for Danmarks Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen, er blevet idømt 30 dages betinget fængsel ved Vestre Landsret.

Dommen fra byretten er i dag blevet stadfæstet i Vestre Landsret i Aalborg.

Den nordjyske formand for Danmarks Ishockey Union Henrik Bach Nielsen er dømt for vold i forening med en 24-årig mand.

Vestre Landsret valgte at dømme Henrik Bach Nielsen ligesom byretten – til 30 dages betinget fængsel.

- Jeg er rigtig ked af det og træt af det. Jeg står her i landsretten, fordi jeg ikke er enig, men omvendt, så skal jeg også respektere vores retssystem, siger Henrik Bach Nielsen til TV2 Nord.

Voldsepisoden stammer fra marts måned sidste år. Her blev en gæst på Old Games Pub i Aalborg slået ned af en 24-årig mand, som Henrik Bach Nielsen var sammen med. Henrik Bach Nielsen har ikke selv ført slaget, men er blevet dømt for at have udpeget personen, som kort efter fik et knytnæveslag ved venstre øje af den 24-årige mand Henrik Bach Nielsen var sammen med på aftenen.

Formand i 14 år

Den nordjyske ishockeyformand har gennem hele forløbet orienteret bestyrelsen i Danmark Ishockey Union om den presserende sag, der nu har stået på i over halvandet år.

- Jeg har prøvet at holde den professionelle distance til det her. Det er en sag, som er privat. Det er ikke en sag, som har haft noget med ishockey og det at være formand at gøre.

Henrik Bach Nielsen har været formand for Danmarks Ishockey Union i 14 år. Han meldte ud tidligere på året, at han ville stoppe som formand til sommer, når posten igen er på valg. Indtil der er valg om posten er Henrik Bach Nielsen stadig formand.

Kan du fortsætte i din post nu her?

- Ja, det forventer jeg selv. Jeg har som sagt fået en god opbakning fra bestyrelsen. Det her er en privat sag, svarer Henrik Bach Nielsen.

Går efter international toppost

Da Henrik Bach Nielsen meldte ud, at han ville stoppe som formand for Danmarks Ishockey Union meldte han samtidig sit kandidatur til en af topposterne i det internationale ishockeyforbund.

Tror du, at dit kandidatur er blevet svækket med den her sag?

- Ja, det tror jeg da et eller andet sted, at det er. Det er jo en rigtig træls sag, og nu står jeg og taler med dig om det her – jeg vil hellere stå og tale om ishockey, siger Henrik Bach Nielsen til TV2 Nord.

Dommeren lagde i sin afgørelse vægt på en overvågningsvideo fra Old Games Pub, hvor man ser Henrik Bach Nielsen pege ud på dansegulvet. På baggrund af det vurderede retten, at han udpegede personen, der skulle slås.

- Et eller andet sted skal jeg lige hjem og samle mig og hjem sammen med familien. Nu er den endelig, og jeg bliver nødt til at få den her lagt til side og komme videre herfra.

Udover den betingede fængselsstraf skal Henrik Bach Nielsen betale erstatning til voldsofret samt udøve samfundstjeneste.


Seneste nyt

fra Nordjylland