Nordjyske svømmestjerner imponerede ved første stævne efter corona-nedlukning
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
De nordjyske svømmestjerner Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer svømmede førstepladser hjem i deres første stævne i flere måneder.
Aalborg-svømmerne Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer havde nok ved årsskiftet forventet, at de i sommeren 2020 skulle sætte fantomtider i det olympiske svømmebassin ved OL i Tokyo. Corona-pandemien kom dog i vejen for OL, som er udskudt til næste år, så derfor var det i weekenden i islandsk vand, de nordjyske svømmestjerner var i konkurrence.
Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer deltog i de islandske mesterskaber for at få de første meters konkurrencesvømning i kroppen efter flere måneder, hvor store dele af den professionelle sportsverden har været lukket ned på grund af corona.
Aalborg Svømmeklub fortæller på Facebook, at Mie Ø. Nielsen svømmede førstepladser hjem i 50 meter ryg og 100 meter ryg, mens det blev til en andenplads i 50 meter fri. Viktor Bromer blev nummer et i 100 og 200 meter butterfly, mens det blev til en andenplads i 200 meter fri.
- Det gik okay tidsmæssigt. Man ved ikke, hvad vi kan forvente efter fire måneder uden konkurrence, men de har begge nydt at være tilbage i konkurrenceelementet, siger svømmestjernernes træner Eyleifur Jóhannesson.
Stævnet på Island var Eyleifur Jóhannessons sidste som træner for Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer. Den islandske træner stopper efter 13 år som træner i Aalborg Svømmeklub.
Eyleifur Jóhannesson bliver 1. august afløst af Bjørn Sørensen.