Nordjyske svømmestjerner vender hjem til Aalborg
Efter stor uro om situationen i Det Nationale Træningscenter har både Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer besluttet at vende hjem til Aalborg.
Når VM i svømning på langbane slutter vinder de nordjyske svømmestjerner Viktor Bromer og Mie Ø. Nielsen hjem til Aalborg for at træne med deres tidligere træner Eyleifur Johannesson. Det skriver TV2.dk
De skifter altså tilværelsen på NTC - Det Nationale Træningscenter - i København ud med deres gamle hverdag i Aalborg. Det sker med et år til OL Tokyo og ovenpå en turbulent tid på NTC og i Dansk Svømmeunion.
Træner fritstillet
Med under to måneder til det igangværende VM blev hollandske Martin Truijens nemlig fritstillet som landstræner efter eget ønske. Det efterlod de danske topsvømmere uden en træner med ganske kort tid til VM's start.
Årsagen til det utidige exit fra NTC var, at Dansk Svømmeunion havde bedt Truijens om at justere sin forvaltning af trænergerningen, og da han ikke ønskede at rette ind efter de anvisninger, bad han selv om at blive fritistillet.
At det skulle komme dertil, frustrerede mange af landets bedste svømmere og til det igangværende stævne i Sydkorea er det kun lykkes for én dansker at svømme sig videre fra de indledende heats.
Bromer ærgrer sig over VM: - Jeg har ikke lyst til at være her
De danske svømmeres frustration er tydeligst eksemplificeret ved butterfly-stjernen Viktor Bromer, som i et indledende heat mandag aften på det nærmeste opgav at gennemføre distancen på 200 meter - en distance som Bromer tidligere har været Europamester på.
Efter løbet gav Bromer et opsigtsvækkende interview til TV 2 Sport, hvor han satte ord på sine frustrationer med at være til VM.
- Det var mærkeligt. Jeg var bare ikke rigtig motiveret. Jeg lå dernede og svømmede de første 50-75 meter, og så gad jeg ikke rigtig mere. Jeg har ikke rigtig lyst til at være her, når jeg ligger nede i vandet.
Er det hele den her optakt, der påvirker dig dernede?
- Ja, ja. Der er ingenting heroppe [i hovedet]. Helt væk. Puf.
Hvordan tager du det med videre, når du får sådan en oplevelse?
- Jeg vil ikke engang kalde det en oplevelse. Det er et fuldstændig irrelevant øjeblik i min karriere. Jeg har en plan, og jeg håber, den holder. Og så må vi håbe, motivationen kommer tilbage, når der kommer styr på alting omkring mig.
Gammel træner skal sikre 'en base'
At komme "hjem" til Eyleifur Johannesson vil for Viktor Bromer betyde, at han får en ny base med folk, der han hjælpe ham - og som vil ham det bedste.
- Det tror jeg kommer til på lang sigt at hjælpe på det hele, lyder det fra Bromer til TV 2 Sport, som klart melder ud, at han fortryder at være taget med til VM.
- Det er spild af min tid, og det er spild for de danske seere at skulle følge med. Det er ikke fair over for dem, at vi bliver udstillet på den her måde under de her forhold, og at de skal hypes op til vores løb og håbe på det bedste for os, når vi ikke selv gør det, lyder det fra Viktor Bromer i interviewet.
Mie Ø. vender også hjem
Mie Ø. Nielsen vender også hjem til Aalborg. Her skal hun holde pause fra sine studier og hellige sig træningen op mod OL:
- Jeg flytter simpelthen hjem til Aalborg igen og træner under min træner der i et års tid. Jeg var hjemme ved ham og få styr på nogle ting inden VM, og jeg kunne ikke have svømmet den her tid uden ham. Det er rart at have noget backup derhjemme – både fra familie og trænere, siger hun til TV 2 SPORT.