Norske hitmagere rammer Nibe Festival
Foto: Pressefoto
18 nye navne er torsdag blevet annonceret til årets udgave af Nibe Festival. Offentliggørelsen indeholder verdenskendte kunstnere, danske allstars, rock, hiphop, komik og meget andet.
I 2014 havde Nibe Festival på flot vis fået booket stjernefrøene Nico & Winz fra Norge, og der var med garanti mange publikummer, der ligesom festivalens ledelse ærgrede sig voldsomt, da hit-duoen aflyste store dele af deres Europa-turné og rejste til USA i stedet.
Derfor er det ikke så underligt at festivalleder Peter Møller Madsen torsdag er glad for at kunne offentliggøre, at man igen har booket hitmagerne fra vores naboland mod nord - og at man denne gang forventer at koncerten bliver til virkelighed.
Nico & Winz, der blandt andet er kendt for hittet Am I Wrong, flankeres i dagens offentliggørelse af ikke færre end 17 andre kunstnere fra mange forskellige genrer.
Fra øverste hylde af dansk musik har Nibe Festival fået booket Nik & Jay, Dúné, Johnny Deluxe og Joey Moe, der hver isæt har opbygget et stort bagkatalog af kæmpehits og er garanter for fest i Skalskoven.
Til glæde for rockelskere kommer Electric Guitars med ders specialbyggede og rekordstore forstærkere og fyrer heftige guitarrifs af. Baal, der debuterede i 1994 er gendannet, og vil ifølge Nibe Festival levere en gedigen rock-oplevelse. Sidste navn på dagens rock-palette er Brønderslev-bandet The Blue Van, der ikke længere producerer album, men i stedet drysser radiohits af sig fra tid til anden.
I den urbane genre kan Nibe Festival præsentere tre danske topnavne.
TopGunn, der er i heftig rotation på hele landets radiostationer, Ukendt Kunstner, der bliver ved med at imponere og først på året vandt P3 Guld samt duoen Klumben og Raske Penge, der med dancehall-hits som Faxe Kondi, kan starte en fest.
De øvrige navne, der er blevet præsenteret torsdag er:
Eivør
The Powls
The Bats
Die Herren
Adam & Noah
Nyt Fra Jylland
9000 Comedy
Onsdag præsenterede Nibe Festival 14 navne til plakaten. Hvem det var, kan I se HER.