Blev anbragt som barn: Nu hjælper han unge i samme situation
Zachary Thomsen er i dag mentor og rollemodel i Lær For Livets frivillige mentorordning.
Et samarbejde mellem Aalborg Kommune og TrygFonden hjalp Zachary Thomsen med at danne sunde relationer og finde struktur i hverdagen.
Lær For Livet er en gren af TrygFonden, der hjælper børn og unge med svære livsvilkår frem mod voksenlivet. Som barn blev Zachary Thomsen anbragt, og blev senere en af de første, der fik støtte af mentorordningen. I dag er han som voksen selv blevet mentor.
- Det giver så meget at være afsted på campen. Man har det så godt, når man er afsted, fordi man er omkring sådan nogle dejlige mennesker, fortæller Zachary Thomsen.
Når man som Zachary Thomsen selv har gennemgået et forløb hos Lær For Livet og senere indgår i programmet som voksen, får man tildelt titlen 'rollemodel'.
- Det betyder, at man kan vise vejen for de andre, lyder det.
18 millioner kroner i støtte
Ordningen har også fået en så positiv og veldokumenteret indflydelse, at TrygFonden har valgt at investere yderligere 18 millioner kroner i programmet.
- Det, vi kan se, er, at det rigtige tilbud og samarbejde mellem skolerne og børnenes nærmiljø, kan rykke de her børn, fortæller Karen Haumann, Direktør i Lær For Livet.
Zachary Thomsen, der i dag spiller både UNO og fodbold med de unge mennesker, er heller ikke i tvivl om, at det giver mening for de unge at indgå i ordningen.
- Unge mennesker har nogle murer oppe, der kan være svære at bryde igennem, men så snart, man kommer igennem dem, bliver det de skønneste mennesker, man har med at gøre, siger Zachary Thomsen.
En evig lektie
Zachary Thomsen ser tilbage på sin egen gang med mentorordningen, som en tid, der hjalp ham meget. I dag er han selv i gang med en uddannelse som bygningskonstruktør, og så har han ikke planer om at droppe Lær For Livet lige foreløbig.
- Når man kommer hjem, kommer man til at savne det. Det at være mentor for en gør, at jeg kan følge med i, hvordan det går dem, og hjælpe dem med deres lektier. Det giver meget, lyder det fra rollemodellen.
Har du lyst til at blive frivillig hos Lær For Livet kan du søge via deres hjemmeside her.