Brutalt opgør: Løfter sløret for detaljer om skudepisode
Der er dog fortsat detaljer, som vicepolitiinspektøren ikke kan komme ind på.
Torsdag aften udfoldede der sig et skyderi på Grønlands Torv i Aalborg omkring klokken 21.13. Her blev to personer skudt, og efterfølgende blev seks personer anholdt.
Politiet har allerede bekræftet, at både de sårede og anholdte er tilknyttet lokale bandegrupperinger. Dermed er der tale om et internt opgør i et kriminelt miljø. Derudover var detaljerne fra aftens opgør minimale, men nu løfter vicepolitiinspektør Niels Kronborg sløret for flere detaljer i sagen.
- Der er afgivet fem skud mod et køretøj, hvor de to ofre har befundet sig, forklarer han.
De to sårede er henholdsvis 21 og 25 år gamle, og de er ifølge vicepolitiinspektøren en del af det konfliktscenarie, man har set i Aalborg igennem nogen tid.
- Så de er tilhørende af de her bander i området, siger han.
Derudover kan vicepolitiinspektøren også afsløre, at det er banderne GT og A12, der er tale om. Noget, man ikke kunne fortælle om tidligere fredag.
De to mænd, der blev ramt af skud, blev bragt til sygehuset af et køretøj. Efterfølgende blev politiet kontaktet. De er begge siden blevet meldt udenfor livsfare, og de pårørende er ifølge politiet blevet underrettet.
- Jeg kan sige, at den ene er ramt i armen, og den anden er ramt i kroppen, men begge to har fået mindre skader, og de bliver formentlig udskrevet i løbet af i dag, forklarer Niels Kronborg.
Det skal der ske nu
I øjeblikket afventer politiet, hvorvidt de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør, hvilket vicepolitiinspektøren ikke kan kommentere yderligere på.
Samtidig er det ifølge Niels Kronborg for tidligt at udtale sig om motiv.
- Vi skal ud og have afhørt vidner, vi skal have sikret eventuelt videoovervågning og så videre. Og så vil vi rigtig, rigtig gerne høre fra borgere, som enten har videoovervågning i området, eller har set, hvad der er sket, eller på anden led kan bidrage til vores efterforskning, påpeger han.
Han understreger desuden, at man tager situationen meget alvorligt, da der er tale om skyderi i det offentlige rum.
- Det gør også, at vi øger vores indsats yderligere omkring hele det her miljø. Omkring Grønlands Torvet, Vangen, og hvor vi ellers har set de her problematikker ske. Og det gælder både i forhold til vores efterforskning, vores operative indsats på gaden, og så har vi selvfølgelig også en forebyggelsesindsats, som kører ved siden af, forklarer han.
Kan I forstå, hvis der er nogle borgere, der er utrygge efterhånden?
- Ja, vi kan sagtens forstå, hvis folk er utrygge. Det, man så stadig skal holde sig for øje, er, at det her er et internt opgør i et kriminelt miljø, hvor de går efter hinanden. Så borgerne behøver ikke være bange på egne vegne, men kommer man nu alligevel tæt på sådan en episode her, skal man søge væk og bringe sig selv i sikkerhed. For selvfølgelig er der en risiko, afslutter Niels Kronborg.