Ny dyrevelfærdslov: Kattens Værn ønsker lige vilkår mellem hunde og katte

Den nye dyrevelfærdslov trådte i kraft ved årsskiftet, og Kattens Værn havde gerne set, at katte skulle øremærkes ved lov.

Hos Kattens Værn i Aalborg bliver der indleveret flere katte end nogensinde. Sidste år fik de indleveret 200 flere katte end året før.

Med den nye dyrevelfærdslov, der trådte i kraft fra 1. januar, er der ikke noget der tyder på, at det ændrer sig lige med det samme.

- Man kan sige, at det, der træder i kraft her 1. januar, baner vejen for, at vi kan komme videre med dyrevelfærden generelt og kattens status. For der er ingen tvivl om, at katten er et lavstatusdyr i Danmark, selvom det er de kæledyr, der er allerflest af, siger internatleder hos Kattens Værn i Aalborg, René Skall.

Han havde gerne set, at øremærkning af katte blev gjort lovpligtigt, som det for eksempel er for hunde.

- Vi vil jo gerne have katten op at have samme rettigheder som hunden. Altså for eksempel rettigheder til at blive mærket inden man bliver solgt til en ny familie. For vi ved alle godt, at katten er sin egen og nogle gange løber væk, siger han.

Og en sådan bestemmelse ville efter René Skalls vurdering hjælpe på Kattens Værns kapacitetsudfordringer.

- Vi har rigtig mange katte, som vi ikke ved, hvis er. Vi har rigtig mange katte, hvor vi kan fornemme, at det her er nogens kat. Det er jo rigtig trist for den familie, der har mistet sin kat. Så skal jeg til at finde en ny familie til den, siger Rene Skall.

Der kan dog være positive udsigter i forhold til mærkning af katte, selvom det ikke bliver et lovkrav.

- Det har vi kæmpet for i 20-25 år og der er ikke blevet rykket en millimeter. Nu får vi så det her incitamentsbaserede i vej- og markfredsloven omkring, at hvis du ikke får mærket din kat, så mister du retten til den, hvis nogen samler den op. Så det håber vi kan øge status for katten, siger René Skall.

Den nye vej- og markfredslov forventes vedtaget i løbet af sommeren.


Seneste nyt

fra Nordjylland