Ny forening på vej - vil lave store ændringer i Jomfru Ane Gade
Omsætningen skal være bedre i Jomfru Ane Gade, og det skal fællesskabet nu løse.
Flere beværtninger er lukkede i Jomfru Ane Gade, og andre har kun åbent fredag og lørdag, men det skal der nu laves om på.
Indehaver af Giraffen, Daniel Lehmann, opfordrer nu til sammenhold, og det skal ske via en ny forening, der samler restauratører og husejere i Jomfru Ane Gade.
- Det er et 'first move' til at sætte os ned i samlet flok. Se om vi kan få dannet en bestyrelse og se, om vi kan få skabt en forening, der kan varetage vores fælles interesser, siger Daniel Lehmann om visionen.
Onsdag aften var der så gevinst i Jomfru Ane Gade efter den stiftende generalforsamling.
- Vi har fået samlet en bestyrelse og er klar til at stifte en forening til at varetage Gadens fælles interesser, siger indehaveren af Giraffen.
- Vi begynder at uddelegere rollerne. Vi skal have fundet en formand, vi skal have fundet en næstformand og vi skal have fastlagt, hvem der skal være kassér, fortæller Daniel Lehmann om den videre plan.
VIDEO: Live fra Jomfru Ane Gade efter den stiftende generalforsamling
Gadens største spiller hilser idéen velkommen
Rekom, der driver flere værtshuse og diskoteker i Jomfru Ane Gade, proklamerede før den stiftende generalforsamling deres ankomst.
- Det gør vi selvfølgelig (møder op, red.), fordi vi gerne vil være med til at lave en forandring i Jomfru Ane Gade. Det er noget, vi har behov for, og ja, derfor skal vi være der, sagde Henrik Foget Jensen, der er partner i Rekom, før generalforsamlingen.
Bar- og diskotekskoncernen har de sidste år lukket fem af 15 beværtninger i Jomfru Ane Gade.
- Vi skal lave et kvantespring. Jomfru Ane Gade skal have en helt ny struktur, og der kigger jeg jo rigtig meget på vores husejere. Hvordan får vi Gaden til at fremstå som noget helt nyt, lyder det fra Henrik Foget Jensen.
Se indslaget fra Jomfru Ane Gade herunder:
- Vi får behov for at få nogle nye forretninger ind, vi skal have nogle forretninger med bespisning, vi skal have nogle caféer ind, og vi skal have forskellige oplevelser ind.
- Det er ikke nok med, at vi har åbent fredag og lørdag nat, hvor der er rigtig mange mennesker. Vi skal simpelthen have gaden til at leve, som den har gjort for 25 år siden.
Det har tidligere været forsøgt at samle restauratører og husejere i Jomfru Ane Gade, og der har en overdækning af Jomfru Ane Gade blandt andet været på tale uden at blive til virkelighed.
Både husejere og restauratører meldte deres ankomst til den stifende generalforsamling, hvor målet om en bestyrelse blev indfriet.