Ny lokalplan kan blive enden på Aalborgs øjebæ - men ikke alle er tilfredse
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Skolen har stået tom i mere end 10 år.
Der er netop blevet anbefalet en ny lokalplan for Alléskolen på Østre Allé 91.
Det har været et langt sejt træk at få fastlagt, hvad der skal ske med grunden, hvor ruinerne af Alléskolen stadig står.
Men måske kommer der snart en ende på den forladte ejendom, som flere gange er blevet omtalt som Aalborgs "øjebæ".
Der har tidligere været stor diskussion om, hvor højt et nyt byggeri skulle være, da flere naboer frygtede, at et byggeri på 16 etager vil ødelægge harmonien i området og give betydelige gener.
Byen ind i baghaven
Det er boligselskabet Lykkebo, der ejer den 17.000 kvadratmeter store grund, hvor de ønsker at bygge boliger og kontorbygninger.
Lokalplanen fra byrådet er nu landet på maksimalt seks etager, men i flere af byggefelterne skal der etableres varierende etageantal fra fire til seks etager, og bygningen, som bliver nærmeste nabo op ad Sohngårdsholmsvej skal maksimalt være tre etager.
Derudover stilles der krav om, at der skal bruges mindst to forskellige nuancer af tegl, og der lægges fokus på, at "projektet skal opleves som en samlet visuel og arkitektonisk helhed."
Talsperson for Beboergruppen på nabovejen Karnervej, Ann Kinly Klinge, har kæmpet for hensynet til naboerne.
- Det er ikke nogen, der ønsker mere end os, at der skal ske noget efter at have levet med det bevidste forfald i 20 år, lyder det fra Ann Kinly Klinge, hvis glæde for den nu anbefalede lokalplan dog er forbeholden:
- Vi syntes ikke, at det er ramt et sted, hvor der er taget hensyn til alle parter. Det kommer til at føles som om, at vi får skubbet Øgadekvarteret ind i baghaven, og det er ikke derfor, man køber bolig i et villaområde.
Ikke alle er tilfredse
Det var ikke et enigt byråd, der anbefalede den nye lokalplan - Rådmand i Sundhed og Kultur, Jes Lunde (R), og Rådmand i Klima og Miljø, Per Clausen (EL), ville ikke anbefale ændringen.
- Jeg synes, vi skal passe på kvaliteten i bymiljøet, og når man kigger på, hvad der ligger bagved, vil det stikke helt af at bygge seks etager der, lyder det fra Jes Lunde, der hellere havde set et niveau omkring fire etager.
I galleriet herunder ses visualiseringer af byggeriet.