Ny skole i Nørresundby får placering ved fjorden
Foto: Steffen Ortmann, Scanpix
En ny skole tæt på Limfjorden i Nørresundby er på tegnebrættet som en del af udviklingsplanerne for Stigsborg Havnefront.
Mandag eftermiddag skal byrådet i Aalborg Kommune behandle udviklingsplanen for det nye område ved Stigsborg Havnefront i Nørresundby.
Allerede nu er forligspartierne i byrådet blevet enige om, at der skal reserveres en grund til en ny skole i Nørresundby på Stigsborg Havnefront.
Med 7000 nye beboere i Stigsborg-området, er der brug for en ny skole i Nørresundby.
Tina French Nielsen (V), rådmand for skoleområdet i Aalborg Kommune
Derfor er grunden allerede nu blevet øremærket til et kommende skolebyggeri.
- Jeg er yderst tilfreds med beslutningen om, at der er sat et byggefelt af til en ny skole. Med 7000 nye beboere i Stigsborg-området, er der brug for en ny skole i Nørresundby. Det har vi arbejdet på et godt stykke tid, siger rådmand for skoleområdet i Aalborg Kommune Tina French Nielsen (V).
Grunden ligger tæt på Limfjorden, og det er netop intentionen med den nye skole, at der skal skabes en skole, hvor en beliggenhed tæt på fjorden og en kommende bypark udnyttes.
Vi er meget interesseret i at få en skole der. Og der bliver jo brug for den her skole, når udviklingen af området sker.
Tina French Nielsen (V), rådmand for skoleområdet i Aalborg Kommune
- Den kommende skole får en fantastisk beliggenhed lige ned til fjorden, hvor vi kan udnytte områdets potentialer. Vandet bliver naturligvis et centralt element i børnenes hverdag, siger Tina French Nielsen.
Der er lagt op til at skolen skal være et etagebyggeri på ca. 14.000 kvadratmeter med egen gymnastiksal eller minihal. De 14.000 kvadratmeter svarer til en 3-sporet skole, der i visse tilfælde kan være 4-sporet alt efter kapaciteten i området. Det vil sige, at der er plads til tre eller fire klasser på hver årgang fra 0.-9. klasse.
Endelige planer for skolen er endnu ikke vedtaget, så først senere vil det blive besluttet, hvornår den kommende skole kan opføres.
- Vi er meget interesseret i at få en skole der. Og der bliver jo brug for den her skole, når udviklingen af området sker. Men vi ved ikke noget om hvornår. Men nu er vi et skridt nærmere realisering, end det tidligere har været, siger skolerådmanden.
Ifølge rådmanden kører der en proces lige nu, hvor Aalborg Kommune leder efter investorer, der vil være med til at udbygge ved Stigsborg.
Skolegrunden ligger i det område, der ifølge udviklingsplanen bliver det første i Stigsborg-området, der skal bebygges. Således vil skolen være klar til de nye Stigsborg-borgere, der kommer til at bo i området.
I nærheden af skolen planlægges en bypark, så de udendørs faciliteter for skolen kommer til at være i top. Det er skoleforvaltnings tanke, at der skabes et bevægelseslandskab til leg og læring med vand som tema til gavn og glæde for den nye skoles elever og Stigsborg Kvarterets nye beboere.