Ny turistattraktion indviet ved Lille Vildmosecentret
Foto: LIlle Vildmosecentret
Der bliver sjov, leg og læring for hele familien
Lille Vildmosecentret indvier tirsdag den største ombygning siden åbningen i 2006.
Der er højt humør og våde stænger tirsdag i Lille Vildmosecentret ved Dokkedal. Her var der indvielse af projektet "Vandets Kraft" - en stor, ny legeplads udformet som et vandland.
Formålet med projektet er, at børn og barnlige sjæle for mulighed for at lege og lære på én og samme tid.
- Det er jo det her kæmpestore naturgenopretningsprojekt, der endelig er blevet en realitet i Lille Vildmose, og det har vi gjort ved at lave en minimodel af mosen, fortæller Jacob Konnerup, som er formidlingsleder på Lille Vildmosecentret.
Fokus på vand
Seks millioner kroner har Lille Vildmosecentret brugt på det helt nye vandland, som ligger lige ved siden af centerets hovedbygning.
Det nye læringsprojekt består af adskillige små bassiner, hvor børn kan lege og på samme tid få bedre forståelse for vandets kraft.
Bassinet er designet sådan, at hvis man ser det oppefra, er det udformet som et luftfoto af mosen, hvor de fire forskellige søer, Toftesø, Birkesø, Lillesø og Møllesø er repræsenteret.
Sammenhæng mellem vandet og mosen
Projektets primære målgruppe er danske og udenlandske børnefamilier.
Gæsterne skal via hands-on-formidling kunne involvere sig og gennem deres egen indgriben se resultatet heraf.
De kan for eksempel stemme vand op og lære om, hvordan mosens planter suger vand fra jorden og via solenergi etableres pumper med videre, der hjælper gæsterne med at forstå vandets bevægelser.
- De fire søer, som engang lå i mosen, blev for mange år afvandet. Ved naturgenopretningen blev der fyldt vand i søerne igen, og det er dem, vi har simuleret her, fortæller Jacob Konnerup med opfordringen til, at man nu også kan lege i dem.
Der bliver desuden anlagt et lille åløb i forlængelse af søerne, hvori der skal leve tudser, padder, insekter og fugle, som de besøgende kan iagttage.
- Nu er vandets kraft for alvor kommet synligt frem i Lille Vildmose, lyder det fra en stolt Jacob Konnerup.
Udover, at man kan hygge sig og lege i de nye ”moser”, så er pointen med projektet, at man skal forstå sammenhængen mellem vandet og mosen. Det får børnene indsigt via de mange forsøg, der bliver lavet, rundt omkring på centret.