Nye studerende i Aalborg går til spejder for at få venner

En spejdergruppe i Aalborg har fået vokseværk. Siden gruppen satte sig for at hjælpe nye studerende i byen med at få et socialt netværk, er medlemstallet steget markant.

Hos spejdergruppen Knuden i Aalborg er antallet af medlemmer steget. Det er sket efter at gruppen med medlemmer over 17 år, begyndte at hjælpe nye studerende i Aalborg med at få sig et socialt netværk ved at gå til spejder.

- Det her, det er første gang, hvor jeg er væk fra mor og far. Jeg har brug for at have mennesker omkring mig, ellers kan jeg hurtigt komme til at isolere mig selv. Så det har gjort enormt meget for mig at starte til spejder her, siger Anders Lund, der for blot en måned siden er flyttet til Aalborg fra Horsens for at studere.

Og han er ikke den eneste, der for nyligt er begyndt i spejdergruppen Knuden på grund af det sociale netværk.

På bare halvanden måned er syv nye studerende trukket i den grønne skjorte, og det har fået gruppens medlemstal til at stige med næsten 20 procent.

- Det, synes jeg selvfølgelig, er rigtig godt. Vi er altid åbne for, at der kan komme flere i gruppen. Vi gør meget for at tage imod dem, der er nye, siger Anders Bertelsen, der er leder for spejdergruppen med medlemmer over 17 år.


Seneste nyt

fra Nordjylland