Nyfødte Theo er en sjældenhed
Foto: Hedegaard
Hele fem generationer er samlet på Lindholm Plejehjem i 91-årige Knud Eriks stue. Han er lige blevet tipoldefar, og interessen samler sig naturligt om tipoldebarnet. Theo kom til verden på samme dag som tipoldefar.
Lille, fine og velskabte Theo ligger fredeligt i mors arme. Han kom til verden 5. juli på sin tipoldefars fødselsdag helt uvidende om, at han statistisk set er noget af en sjældenhed.
Som hans mor, Stine Schormann Johansen, siger:
- Folk kan slet ikke forstå det, når vi fortæller det. De mener, at hans tipoldefar må sidde oppe i himlen og kigge ned på os.
Men Knud Erik Borup sidder lyslevende ved siden af i sin stol og viser et sorthvidt fotografi fra 1940'erne af ham selv og hustruen med deres første barn, Theos oldemor.
- Jeg er jo en gammel dreng på 91 år, så at få lov at opleve det her, det er stort, siger den nyslåede tipoldefar med glæde og stolthed i stemmen.
Men hvor sjældent er det egentlig, at fem generationer sådan kan sidde sammen i levende live? Danmarks Statistik kender desværre ikke svaret, fordi cpr-registret og muligheden for at forske i flere generationer først kom til i 1960'erne. Det meste tyder dog på, at det i hvert fald er blevet sjældnere, end det var før i tiden.
Jeg er jo en gammel dreng på 91 år, så at få lov at opleve det her, det er stort.
Knud Erik Borup, tipoldefar til Theo
I 1960 fik førstegangsfødende sit barn som 23-årig. I dag føder danske kvinder i gennemsnit deres første barn som 29-årig. Hen over fire generationer er forskellen på 24 år. Det opvejes langt fra af, at middellevealderen siden 1960 er steget med cirka ni år.
Knud Eriks efterkommere, fire førstefødte piger, gjorde alle som i gamle dage og fik deres børn tidligt. De var mellem 21 og 24 år. Theos mor er 23 år - som gennemsnittet i 1960. Og hun glæder sig ekstra meget over det velskabte barn.
- Det betyder rigtig meget for mig, fordi jeg er det første oldebarn og "oldefars pige", siger Stine Schormann Johansen.
Om der kommer et tipoldebarn mere, kan hun ikke på stedet sige. Knud Erik er mere sikker i sin sag.
- Jeg er klar til et mere. Helt sikkert, siger den børneglade tipoldefar.