Nyt behandlingstilbud skal hjælpe seksuelt misbrugte

Det nye behandlingssted tilbyder psykologhjælp til mennesker over 18 år, som oplever senfølger af seksuelt misbrug som barn.

Et nyt behandlingstilbud for voksne, der oplever senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, er åbnet i Aalborg.

CSM (Center for Seksuelt Misbrugte) Midt Nord åbnede mandag den 6. januar og er det første af sin slags i Nordjylland.

- Mange af dem, der kommer hos os, lider af angst. Det vil sige angst for at have andre mennesker tæt på sig. Vi har både behandlingstilbud, som bliver forestået af psykologer. Og så har vi forskellige tilbud, som er drevet af frivillige. Blandt andet tilbud om socialt samvær, siger Anne Helene Døssing, som er psykolog og centerleder hos CSM Midt Nord.

quote Mange af dem, der kommer hos os, lider af angst. Det vil sige angst for at have andre mennesker tæt på sig.

Anne Helene Døssing, psykolog

Vigtig udvidelse af tilbud

CSM har allerede 4 afdelinger i Danmark. De ligger i Aarhus, Odense, Vojens og på Frederiksberg. Dermed har det nærmeste center været det i Aarhus. Og det kan være et problem.

- Vi ved at mange af dem, der henvender sig, hverken har penge eller mulighed for at rejse. For dem kan det også være belastende at rejse med offentlig transport, hvor de sidder sammen med andre mennesker, siger Anne Helene Døssing.

Alvorlige konsekvenser

Det kan have alvorlige konsekvenser, hvis man ikke får den hjælp, man har brug for, hvis man har været udsat for eksempelvis incest som barn.

 

- Det kan ende med, at man isolerer sig. Enten socialt, bor alene, ikke involverer sig med en partner, holder sig væk fra uddannelse og arbejdsmarked på trods af gode evner. Det kan også betyde, at man bliver mere stresset, sover dårligt om natten og bliver deprimeret, siger Anne Helene Døssing.

Udover Aalborg, bliver der i januar åbnet centre i Herning, Holbæk og Næstved. De i alt fire nye afdelinger af CSM er bevilget satspuljemidler i indtil videre et år.

- Det vi lige nu afventer, det er, at de midler, der bliver bevilget af socialministeriet, bliver fordelt, så vi ved om Aalborgafdelingen forbliver, slutter Anne Helene Døssing.


Seneste nyt

fra Nordjylland