Nyt datacenter på Østhavnen i Aalborg
IT-virksomheden Netic A/S opfører i samarbejde med Port of Aalborg et nyt datacenter, som ligger i Port of Aalborgs erhvervspark.
Bag de sundhedsplatforme, som vi alle bruger til daglig, er en masse data.
De data skal lagres, og det sker fra april i et spritnyt datacenter på Østhavnen i Aalborg.
Datacenteret skal udelukkende køre på vindmøllestrøm og er samtidig forberedt til at kunne sende overskudsvarme ud i fjernvarmenettet i fremtiden.
- Flere af vores kunder efterspørger klimarigtige løsninger, så vi har besluttet at købe grøn strøm til vores datacenter, siger John Zimmer, COO i Netic A/S.
Overskudsvarme til fjernvarmenettet
Datacenteret er bygget, så den overskudsvarme, der skabes, kan sendes ud i fjernvarmenettet.
Det sker gennem et par haner, som Aalborg Forsyning vil kunne koble sig på.
Succeskriteriet for det nye datacenter er klar. Brugerne af de sundhedsplatforme, som centeret skal understøtte driften af, skal ikke opdage noget andet, end de plejer.
- Hvis vi gør vores arbejde ordentligt, så kommer brugerne ikke til at opdage, at centeret bliver taget i brug, slutter John Zimmer.