Nyt initiativ giver håb for dyrelivet i Hammer Bakker
For fire måneder siden begyndte projektet i Hammer Bakker, hvor træer bliver fældet for at tilgodese dyrelivet.
Fuglene synger fra det høje, mens en skarnbasse langsomt kravler over det bevoksede, men nu belyste terræn.
Før var solskin nær pebermosen i Hammer Bakker et sjældent syn. Nu kaster solen sine stråler ned gennem de lysegrønne bøgetræer.
I januar begyndte et af Danmarks største naturgenopretningsprojekter, hvor tusindvis af grantræer efter planen skal fældes. Solen afslører, at der allerede nu er fældet mange.
- Det er en måde at sikre, at de små og helt utrolige dyr og planter, som vi har tilbage heroppe, også får en fremtid, siger Flemming Helsing, der er naturforvalter ved Aalborg Kommune.
Menneskeskabt natur ryddes
Det er Aalborg Kommune, Den Danske Naturfond og Dansk Botanisk Forening, der står bag projektet, hvor omkring 25 procent af bevoksningen af nåletræer i området skal fjernes. Det sker, selvom netop disse er blevet plantet af mennesket.
- For omkring 100 år siden begyndte man at tilplante med nåletræsplantage og nyttiggøre det. Men nu går vi så den modsatte vej og fjerner dem igen for at give naturen mere plads, fortæller naturforvalteren.
Det store træfældningsprojekt er i gang på fjerde måned, og eftersom dyrelivet først rigtigt vil tage de nye arealer i brug om noget tid, så er der ikke store, mærkbare ændringer endnu.
- Det er gået rigtig godt indtil videre. Vi er allerede nået rigtig langt. Men det eneste, man kan se lige nu, er de små træstubbe, der står tilbage efter fældningen. Dyrelivet og plantagerne kommer først senere, siger Flemming Helsing.
Sommerfuglenes paradis
Det er især sommerfuglelivet i Hammer Bakker, der har Flemming Helsings interesse. I løbet af de sidste mange år er fire af de i alt 48 sommerfuglearter, der sværmer i området, forsvundet.
Han håber derfor på, at de nye, lysere områder vil få flere af sommerfuglearterne tilbage.
- Nu er Hammer Bakker jo et af Danmarks bedste dagsommerfugle områder. Der er ingen tvivl om, at sådan en gruppe som dagsommerfuglene vil få det meget bedre, når vi rydder de mørke plantager.
Naturgenopretningsprojektet er planlagt til at tage 10 år.