Ødelæggende skrænthuse på dagsordenen ved borgermøde
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Huset til venstre overholder den bevarende lokalplan, der gælder for størstedelen af Gl. Hasseris. Huset til højre er det nybyggeri, der har fået sindene i kog.
Stor utilfredshed med et nybyggeri, som ikke passer ind i stilen i Gl. Hasseris, har fået borgerne til at være ekstra opmærksomme på at undgå gentagelser.
I januar 2015 gik et byggeri i gang, som skulle få sindene i kog ved naboerne. Tre høje bygninger med fladt tag var blevet tilladt, fordi to matrikler i området ikke er underlagt samme lokalplan som resten af husene.
- Det ødelægger fuldstændig landsbyen, at vi skal have tre tårne her midt i Gl. Hasseris. Det er jo forfærdeligt, lød det tilbage i april fra Viggo Winther Sørensen, der er genbo til byggeriet.
Det er Aalborg Kommunes stadsarkitekt, der har ansvaret for tilladelserne til byggeriet, og han har erkendt, at tilladelsen var en fejl. Det er dog for sent at gøre noget ved fejlen nu.
I stedet vil borgerne i Gl. Hasseris sørge for, at fejlen ikke bliver gentaget. Derfor var skrænthusene og fremtiden for lokalplanen på dagsordenen ved et borgermøde tirsdag aften, hvor omkring 100 borgere var mødt op.
- Som udgangspunkt gik mødet godt. Der var god opbakning og en god og levende debat. Men vi kom ikke meget længere med skrænthusene, siger Lars Erik Stenbygaard, der er formand for Gl. Hasseris Landsbyforening.
Landsbyforeningen var interesserede i at vide, om man vil fortsætte proceduren med at etablere nye lokalplaner oveni gamle lokalplaner. Og det ser ud til, at det er den vej, det går.
- Det er skriften på væggen. Vi bryder os ikke meget om den måde at gøre det på, siger Lars Erik Stenbygaard.
Han glæder sig dog alligevel over, at borgerne har haft held med at få indflydelse på lokalplanen ved et nyt byggeri på Byengen. Her lagde et forslag til lokalplanen op til byggeri af tilsvarende skrænthuse.
- Men med en fælles indsats, der involverede borgere i området og Hasseris Grundejerforening, lykkedes det at få den endelige plan væsentligt modificeret i forhold til det første forslag, siger Lars Erik Stenbygaard.
Der er 1200 boliger på vej i Hasseris Enge, og også trafikken i området blev diskuteret på mødet. Lars Erik Stenbygaard håber, at de nye tiltag kan ske på en måde, så det ikke vil skæmme det oprindelige Gl. Hasseris.
- Vi er nogen, der kæmper for at bevare bymiljøet. Ikke fordi vi ikke vil have udvikling, men vi vil gerne have, at udviklingen sker i pagt med den oprindelige lokalplan, siger han.