Offer måtte redde sig selv med vasketøjskurv: Nu har farlig 26-årig fået dom
Foto: Steen Jacobsen/Nordfoto/Ritzau Scanpix
Der er mandag faldet dom i en sag om en 26-årig mand, der var tiltalt for flere voldsepisoder.
En af dansk lovgivnings mest vidtgående straffe var i spil, da Retten i Aalborg mandag tog hul på en sag mod en 26-årig mand.
Dommen faldt mandag omkring kl 14, hvor Retten i Aalborg dømte den 26-årig til anbringelse på en sikret institution på ubestemt tid. Dommen faldt næsten et år efter den første episode, da man har ventet på undersøgelser af den tiltaltes personlige forhold.
Tiltalt for vold og trusler
Den 26-årig mand var tiltalt for flere voldelige episoder. Dog udsprang retssagen af et overfald, som skete 30. december 2021 omkring klokken syv om morgenen.
Den tiltalte havde flere gange forsøgt at stikke sin far i brystet med en kniv og efterfølgende en skruetrækker. Samtidig havde han sagt, at han ville slå ham ihjel. Dog formåede offeret at parere stikkende med en vasketøjskurv.
Den 26-årige mand kom efter episoden på en institution i Sydsjælland, hvor han er tiltalt for 8. marts, 21. marts, 30. marts og 30. maj i år at have stået for forskellige tilfælde af vold og trusler mod ansatte på institutionen.
I det seneste af overfaldene angreb den 26-årige ifølge anklageskriftet to medarbejdere og snittede dem på kroppen med et stykke skarpt, stift plastic, som den 26-årige var kommet i besiddelse af.
Stille og rolig dag
Dagen forløb ifølge anklager Malene Lund Andersen stille og roligt. Den tiltalte forklarede åbent og ærligt omkring episoderne, som, han vidste, var forkerte.
Han accepterede dommen, da han ifølge anklageren godt selv vidste, at det var for hans eget bedste at blive anbragt på en sikret institution på ubestemt tid.