Økonomisk boost: Nordjysk virksomhed krydser Atlanten

Den nordjyske IT-virksomhed MapsPeople har fået en kapitalindsprøjtning på 15 millioner kroner og opretter en afdeling i USA.

IT-virksomhed MapsPeople, der har sæde i Nørresundby, har indgået en aftale med Vækstfonden om en kapitalindsprøjtning på 15 millioner kroner. 

MapsPeoples vigtigste produkt er MapsIndoors - en navigationsløsning, der viser vej indendørs i blandt andet Bella Centret, Københavns Lufthavn, Københavns Universitet og Syddansk Universitet.

- Aftalen med Vækstfonden gør, at vi får topkvalificeret sparring og kan sætte ekstra fart på planerne, tage en del af det amerikanske marked for indendørs navigation og samtidig udvikle kommende generationer af vores kerneprodukt. Vi forventer os meget af 2018, siger administrerende direktør i MapsPeople, Michael Gram i en pressemeddelelse.

Pengene gør også MapsPeople i stand til at oprette et kontor i Austin i USA og ansætte et amerikansk team, der skal udbrede MapsPeoples produkter i USA. 

- Vi tror på en fysisk tilstedeværelse og koncentreret indsats, når vi for alvor skal have hul på den del af markedet, siger den kommercielle direktør i MapsPeople, Jonas Berntsen, i pressemeddelelsen.

Den friske kapital til MapsPeoples videre vækst er en kombination af egenkapitalinvestering fra Vækstfonden samt lånefinansiering fra henholdsvis Nordjyske Bank og Vækstfonden.

- MapsPeople har set en oplagt forretningsmulighed og udviklet en unik teknologi til et marked, der uden tvivl vil være voksende i de kommende år. Potentialet i indendørs navigation er stort, og virksomheden har allerede vist en flot vækst. Med stemplet som certificeret Google-partner er de godt rustet til for alvor at byde sig til på det amerikanske marked, og de første aftaler viser, at både interessen og behovet er der, siger Lars Rønn, partner i Vækstfondens afdeling for direkte investeringer, i pressemeddelelsen.

MapsPeople har rødder tilbage til 1897 og trykte oprindeligt landkort. Selskabet blev Google Partner i 2009 og er i dag den eneste nordiske Premier Partner ud af i alt 30 på verdensplan. Virksomheden har fået 20 nye ansatte i løbet af de seneste tre år. 

TV2 Nord har tidligere besøgt MapsPeople. Se indslaget her.

Seneste nyt

fra Nordjylland