Oprettede falske luder-annoncer: Kvinde kimet ned af mænd
Politiet mener, at sagen handler om grov chikane og stalking.
”Din billige og villige luder i Bramming”
Sådan lød overskriften på en annonce 30. april sidste år på en hjemmeside med annoncer for seksuelle ydelser.
Overskriften var blandt andet ledsaget af billeder, telefonnummer og snapchat-brugernavn på en kvinde som på den måde fremstod som om, hun solgte seksuelle ydelser.
'Sød dejlig Milf'
Dagen efter – 1. maj 2023 – skete noget tilsvarende. Denne gang med overskriften 'Sød dejlig Milf døgnåben'.
Annoncerne medførte, at kvinden fik minimum 117 opkald fra mænd, som ville købe sex af hende.
Problemet var bare, at kvinden intet havde med annoncerne at gøre. Politiet mener, at annoncerne var led i grov chikane og stalking udført af en 29-årig mand fra Aalborg.
Kvinden kimet ned
Mandag skal Retten i Aalborg behandle den usædvanlige sag. Her er den 29-årige mand også tiltalt for mere direkte stalking af kvinden. Han er tiltalt for at have kimet hende ned med mindst 30 opkald de første dage i maj 2023.
Han er desuden tiltalt for at brudt ind i kvindens mailboks, hvor han blandt andet skaffede sig adgang til mailkorrespondance mellem kvinden og et advokatfirma vedrørende en sag om forældremyndighed, som manden og kvinden havde kørende.
Chikane fra fængslet
Den 29-årige sad faktisk bag tremmer i Kragskovhede, da nogle af begivenhederne, som han er tiltalt for, fandt sted. Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvad han afsonede for på det tidspunkt, eller om det også havde noget med kvinden at gøre.
Det er uvist før sagens start, hvordan manden forholder sig til politiets anklager i den nye sag.
Hent TV2 Nords nye app: