Oscar bruger sommerferien på universitetet: - Det er unikt, for vi har meget til fælles
Foto: Niels Yuri Iltchenko Rasmussen / TV2 Nord
Oscar Bøye Henriksen skal lære at programmere sit eget spil.
Det er søndag og sommerferie, men undervisningen er alligevel i gang på Aalborg Universitet.
Studerende fra universitetet underviser frivilligt i en sommercamp, hvor gymnasieelever lærer at programmere spil.
- Det er rigtig fedt, indleder deltageren på Game Development Camp Mark Giversen.
- Her får jeg mulighed for at arbejde med noget musik og virkelig gå i dybden med det, som jeg ikke ville have tid til derhjemme. Det kræver meget tid, og så har vi nogle flinke lærere til at hjælpe os.
Eleverne skal til sommercampen – med undervisernes hjælp - blandt andet skal udvikle deres eget spil.
- Man får en del respekt for dem, der laver de her spil, fordi man kan se, hvor meget tid de faktisk bruger på det, fortæller deltageren Oscar Bøye Henriksen.
Se indslaget herunder:
Sammen med ligesindede
Til campen er der 46 deltagere fra ind- og udland, ligesom der er 37 frivillige, der bruger deres sommerferie på at undervise deltagerne.
- Det er meget hyggeligt og et helt andet miljø, end når man lige er kommet fra skolen af. Change of pace, at man lige pludselig skal lære andre noget, siger David Nielsen, der er programmeringshjælper på sommercampen.
- Jeg håber, at de kan tage hjem og føle, at de har lært noget, opnået noget, at de har lavet et videospil, og at de har nogle nye kompetencer, som de kan tage med videre.
For deltagerne er det helt sikkert også et andet miljø at være i, og det kan Oscar Bøye Henriksen også godt mærke.
- Det er meget unikt på en eller anden måde, fordi det måske ikke er nogle typer, man altid er vant til at være sammen med. Sådan en hel gruppe på måske 50 mennesker, der har samme interesser som dig.
- Det er lidt svært, fordi man har meget, meget til fælles, slutter han.