Foto: Henning Bagger, Scanpix

Overskud giver gaveregn til IKEAs ansatte

IKEA Aalborg har haft et flot år, og det belønnes nu med en bonus på lidt over en halv månedsløn til alle ansatte.

De ansatte hos IKEA Aalborg kan se frem til lidt ekstra på lommen i december måned.

Varehuset har nemlig haft en rekordstor vækst på 3 procent i det her år. Derfor bliver alle ansatte nu belønnet med en bonus svarende til 63 procent af deres månedsløn.

Den store vækst skyldes, ifølge IKEA selv, at varehuset tager udgangspunkt i nordjydernes hjem:

- Vores nye indretningsløsninger i dagligstuen, tæpper og dekoration, der tager afsæt i nordjydernes måder at bo på, har været en stor succes. Det samme gælder vores svenske madmarked, hvor kunderne kan udvide madhorisonten med en bid af Sverige, siger varehuschef Peter Elmose i en pressemeddelelse. 

Og interessen for det lokale vil også præge varehuset fremover. 

- Nu ser vi frem til et nyt år, hvor vi vil overraske med nye løsninger, inspirerende ideer til boligindretning og ikke mindst helt nye retter i restauranten skabt på baggrund af nordjydernes ønsker, slutter varehuschef i IKEA Aalborg Peter Elmose.