Overskudsvarme fra IKEA skal give billigere fjernvarme
Foto: Michael Schmidt Thomsen / TV2 Nord
Det nye anlæg blev indviet med taler fra Per Clausen og Peter Elmose.
Med indvielsen af et nyt fjernkølingsanlæg bag IKEA i Aalborg er der ikke langt til billigere fjernevarme hos aalborgenserne.
På trods af både skyer og støvregn var der god stemning på parkeringspladsen bag IKEA, da man torsdag indviede Aalborgs første fjernkølingsanlæg.
For halvandet år siden skulle IKEA Aalborg have skiftet sine køleelementer på taget ud, men ville gerne finde en mere miljøvenlig løsning.
Det kunne Aalborg Forsyning hjælpe med. Over de næste seks år har IKEA Aalborg nemlig sparet næsten 2000 tons CO2-udledning med den nye løsning.
- Jeg er super stolt over, at vi sammen med Aalborg Forsyning nu står med den her rigtig gode, miljøvenlige løsning, siger varehuschef i IKEA Aalborg, Peter Elmose.
Bruger overskudsvarmen
Udover at Aalborg Forsyning nu leverer køling til IKEA's varehus, bliver der samtidig produceret fjernvarme til borgere i Aalborg.
Anlægget udnytter nemlig den overskudsvarme, der kommer fra fjernkølingen, og sender det ud i fjernvarmenettet.
- Sådan noget som det her er på sigt med til, at vi kan holde varmeprisen i ro i Aalborg, fordi vi faktisk udnytter overskudsvarmen, som jo ikke er afhængig af russisk gas eller andre energikilder, der skal købes dyrt ind, siger Jesper Møller Larsen, der er energiforsyningschef ved Aalborg Forsyning.
Ikke nok med at det er godt for prisen på fjernvarme, så er det også godt for miljøet.
- Det er energi, der ellers var forsvundet ud i luften, som vi stopper ned i fjernvarmenettet, siger Jesper Møller Larsen.
Flere anlæg på sigt
Det er ikke kun fjernkølingsanlæg, der kan bruges til at udnytte overskudsvarmen. Lignende processer bruges allerede hos Aalborg Portland.
Hos Reno Nord er det affaldsvarme, der bliver sendt ud i fjernvarmenettet. Begge processer er med til at holde prisen i ro.
- Cirka 30 procent af den energi, vi stopper i fjernvarmesystemet i Aalborg i dag, er faktisk baseret på overskudsvarme, og det, forventer og håber vi, kan øges til mellem 40 og 50 procent, siger Jesper Møller Larsen.
På grund af et stigende kølebehov i byerne er Aalborg Forsyning da også begyndt at se på, om det giver mening på sigt at etablere 3-4 fjernkølingsanlæg i Aalborg. En idé, der giver mening i IKEA Aalborg.
- Jeg håber, vi kan være med til at inspirere andre virksomheder til at gå den her vej, for jeg kan se, at der er nogle gode perspektiver i det, både som samfund men også for den enkelte virksomhed, siger Peter Elmose.
Se indslaget om Aalborgs første fjernkølingsanlæg her.