Overtog historisk hotel tidligere på året – nu præsenterer de rekordoverskud
Foto: Bühlmann
Danni og Anemette Bühlmann smiler nok lidt ekstra meget i dag.
Hotelkoncernen fra Nordjylland ejer eller driver efterhånden næsten to håndfulde hoteller rundt omkring i Jylland – og det luner godt i pungen.
For godt en måned siden overtog hotel- og gastronomikoncernen Bühlmann det historiske Hotel Royal i Aarhus.
Det 185 år gamle vartegn bliver en del porteføljen fra 1. maj, og dermed ejer eller driver familien otte hoteller rundt omkring i Jylland.
Nu er de også udkommet med det bedste regnskab nogensinde i virksomhedens historie. Med et overskud på 16,2 millioner kroner i 2022 fordoblede de næsten resultatet fra 2021.
- Det seneste år har været et godt år for os og generelt for branchen, og vi er stolte af at komme tilfredsstillende ud af året sammen med hele vores Bühlmann-team, lyder det fra ejerne Danni og Anemette Bühlmann.
Det ejer eller driver de
Hotel Royal, Aarhus
Hotel Scheelsminde, Aalborg
Hotel Nørre Vosborg, Vestjylland
Boutiquehotel Villa Provence, Aarhus
Aalborg Airport Hotel, Aalborg
Pier 5 Hotel, Aalborg
Hotel Peak 12, Viborg
Mere på vej
Tilføjelsen af Hotel Royal i Aarhus er måske ikke det eneste, der er på vej. Sådan lyder det i hvert fald i en pressemeddelelse fra familievirksomheden.
- Bühlmann forventer at kunne løfte sløret for endnu et nyt hotel i løbet af 2023, skriver de.
Målet for hotelkoncernen er, at man inden for de næste to til tre år skal være en landsdækkende koncern, og de kigger derfor både mod Fyn og Sjælland.
- Vi vil fortsætte med at udvikle og styrke vores organisation, så vi kan skabe de bedste oplevelser for vores gæster og være en attraktiv arbejdsplads for vores medarbejdere, siger Danni Bühlmann og fortsætter:
- Vi glæder os til at byde Hotel Royal velkommen i Bühlmann-familien og ser frem til et spændende år med vækst og nye udfordringer.