På flugt siden drabsforsøg i Aalborg: Nu er mistænkt tilbage i Danmark

Nordjyllands Politi tror, at en 35-årig mand, der er anholdt in absentia for drabsforsøg, er tilbage i Danmark efter at have været på flugt i udlandet.

En 35-årig mistænkt er tilbage i Danmark. Det mener i hvert fald Nordjyllands Politi. 

Manden er anholdt in absentia for drabsforsøg. Episoden skete sidste efterår, da en 25-årig mand blev ramt af flere skud på Skydebanevej i Aalborg. Efterfølgende blev en mand anholdt og sigtet for hændelsen, men den 35-årige er altså også mistænkt for episoden. 

Den 25-årige slap med livet i behold, og derfor er der tale om forsøg på manddrab. 

Siden episoden har den mistænkte mand været eftersøgt gennem Interpol, da man har haft mistanke om, at han har opholdt sig i udlandet. Nu skulle han dog være tilbage. 

Hvis du ved noget, bedes du kontakte Nordjyllands Politi på telefonnummer 114. 

Denne artikel er blevet redigeret den 17. oktober 2018. Af en tidligere udgave fremgik både navn og foto på den mistænkte mand. Disse oplysninger er nu blevet fjernet, da manden har meldt sig selv og er blevet anholdt.


Seneste nyt

fra Nordjylland