Patienter får velklingende behandling
Vi er vant til medicin. Men hvis du fejler noget, kan det være en rigtig god ide at supplere den 'almindelige' behandling med den mere musikalske af slagsen. Musikterapi vinder indpas, og det har dokumenterede effekter. Det får de lov at nyde glæde af på sygehus nord.
Det lyder godt, og så kan det også være med til at behandle patienter. Musikterapi vinder indpas og en gruppe studerende er lige nu på turné på sygehusene i Aalborg.
Tonerne flyder gennem gangene på Sygehus Nord. Studerende fra musikterapi-uddannelsen på Aalborg Universitet fylder lungerne med luft og neurologisk afdeling med sang.
Koret holder sig på gangene, men flere steder står dørene åbne, så patienterne kan høre de milde toner. På en af stuerne ligger Jens Frost.
- Jeg kan godt lide musik, og det her er i hvert fald rigtig godt. Jeg tror, vi alle sammen er glade for, de kommer herind. Det liver jo op, siger Jens, der har besøg af sin kone på stuen. Også hun rokker i takt med musikken.
Initiativet til at drage rundt på de forskellige afdelinger på Sygehus Syd og Nord i Aalborg kommer fra musikterapistuderende Sarah Elisabeth Helander. Og initiativet har vakt stor begejstring rundt om på afdelingerne.
- De er meget glade. Jeg kan se det betyder meget. For patienter, personale og pårørende, siger hun.
Og det er der altså en grund til. For der er dokumenterede effekter ved den velklingende behandling. Der forskes i det blandt andet på Aalborg Universitetshospital.
- Vi kan se, at deres vejrtrækning bliver roligere. Deres blodtryk og stressniveau bliver lavere. Det har en smertestillende effekt, fortæller Per Thorgaard, der er ledende overlæge ved Aalborg Universitetshospital.
Musikterapi er en genre på hastigt fremmarch. Det får initiativtageren til at håbe på flere lignende projekter. Og skulle Jens Frost igen lægge vejen forbi sygehuset, ville han da heller ikke have noget imod et gensyn med koret.
- Hvis jeg skal herind igen, så håber jeg, det bliver, som det er nu. Selvfølgelig er det ikke sted, man ønsker at komme tit, men hvis det bliver nødvendigt, så er det rart at få så god en behandling, forklarer han.
Koret vil de kommende dage besøge Sygehus Syd. Her får blandt andet onkologisk – og intensiv afsnit glæde af musikken.