Får 60 millioner i støtte: Petar skal stå i spidsen for stort projekt
Foto: Aalborg Universitet
Et nyt forskningscenter i Aalborg skal styrke Danmarks position på kvanteområdet.
- Tænk på vores nuværende kommunikationsnetværk som motorveje og tænk på klassisk data som almindelige biler. Kvanteteknologi kan opfattes som en flyvende bil. Det kræver, at motorvejsinfrastrukturen tager et spring og understøtter 3D-mobilitet.
Sådan prøver professor Petar Popovski at forklare, hvad det nye forskningscenter på Aalborg Universitet, som han skal stå i spidsen for, skal bidrage med.
Aalborg Universitet har modtaget 60 millioner kroner fra Danmarks Grundforskningsfond til et nyt Center of Excellence, der skal sikre, at internet og trådløs kommunikation kan støtte fremtidige kvanteapplikationer.
- Jeg glæder mig til at komme i gang, og jeg er glad for, at Aalborg Universitet nu kommer til at bidrage med dette nye perspektiv indenfor forskningen på kvanteområdet, siger Petar Popovski i en pressemeddelelse.
Åbner næste år
Det nye Center of Excellence vil samle nuværende forskere fra Institut for Elektroniske Systemer, Institut for Materialer og Produktion, Institut for Matematik og Institut for Datalogi, og så skal der ansættes yderligere 12 til 16 forskere.
Men meningen er også, at centeret skal tiltrække forskere, som arbejder med andre projekter indenfor området, så det kan blive en hub for forskningen på området. Håbet er, at Danmark med det nye forskningscenter kan komme med i kvantekapløbet mod USA og Kina.
- Det nye Center of Excellence vil ikke kun styrke universitetets position inden for kvanteforskning, men også bidrage til Danmarks førerposition på det globale teknologiske landkort. Ved at samle ekspertise fra flere institutter og tiltrække dygtige forskere fra hele verden, skaber vi en dynamisk hub for banebrydende forskning, der vil forme fremtidens kommunikationsnetværk, siger Aalborg Universitets rektor Per Michael Johansen.
Centeret åbner i begyndelsen af 2025.