Pilotdrømmen er slukket, men Patrik kom helt tæt på F16-fly
Patrik Thomsen kan ikke blive pilot på grund af farveblindhed.
23-årige Patrik Thomsen fra Hjørring drømte engang om at blive pilot, men farveblindhed satte en stopper for drømmen. Tirsdag fik han lov til at komme helt tæt på et F16-fly.
I biografmørket kan man i disse dage se Top Gun 2, men var man i nærheden af Aalborg og lidt ekstra vågen tirsdag, kunne man faktisk få en ægte Top Gun-oplevelse ude i solskinnet.
Et F16-fly øvede nemlig til opvisning over Flyvestation Aalborg, og for nordjyske Patrik Thomsen blev det en særlig oplevelse, for han skulle se flyet helt tæt på.
Det ville jo være drømmejobbet
Patrik Thomsen
Drømmejobbet
Det hele startede med en konkurrence på TV2 Nords Facebookside. Opfordret af Air Transport Wing i Aalborg søgte vi en, der havde lyst til at se et F16-fly i aktion fra kontroltårnet på flyvestationen, og her slog 23-årige Patrik med det samme til.
Patrik Thomsen skrev, at han har drømt om at blive pilot, men fordi han er farveblind, er det ikke en mulighed for ham.
- Hvem kunne ikke ønske sig at have en hverdag, hvor man sidder i skyerne dagen lang? Det ville jo være drømmejobbet, siger Patrik Thomsen.
Tirsdag skulle det så endelig føres ud i livet.
Piloten Teo fra Skrydstrup skulle træne opvisning for at holde færdighederne ved lige, da der nemlig er et bestemt minimumstidskrav for, hvor meget piloterne skal træne hvert år. Af hensyn til naboer øves der på forskellige flyvepladser i landet, og denne gang var turen kommet til Flyvestation Aalborg.
Helt tæt på
Klokken 10 stod Patrik og hans kæreste klar i toppen af det gamle kontroltårn. Samtidig fløj Teo fra Skrydstrup, og bare 20 minutter senere kom flyet til syne i horisonten og lavede en opvisning med loops, dyk, flyvning på hovedet og affyring flares lige for øjnene af de to unge entusiaster.
- Du får et kæmpe tryk i brystet fra den power, det leverer. Jeg elsker larmen, og så er jeg bare fan af fly, så det er bare en god kombination for en, der har lidt benzin i blodet, siger Patrik Thomsen og fortsætter:
- Det var en helt speciel oplevelse at få lov til at se det så tæt på. Nu har jeg været til Air Show et par gange, og det er også super fint, men her kommer man lidt tættere på.
Flyvestation Aalborg overraskede ham efterfølgende med lagkage. Den største overraskelse kom imidlertid, da Patrik fik mulighed for at køre over til flyet, som var landet til pause og få sig en snak med det danske svar på Tom Cruise, Teo.
Selvom hjørringenseren har måttet finde sig en anden drøm, der i stedet for at se verden fra himlen går ud på at se den fra en lastbil, er der ingen tvivl om, at dagens oplevelser vil blive husket.
- En super fed dag. Jeg fik set et fantastisk lækkert fly og kom helt tæt på det. Det kunne ikke blive meget bedre i hvert fald, siger Patrik Thomsen.