Blodrøde tal: Pirates med største minus i klubbens historie
Økonomien er stram i Aalborg Pirates.
Et rekordunderskud på 5,1 millioner kroner.
Netop dét er de barske realiteter for Aalborg Pirates, som for første gang siden 2015, har præsenteret et underskud. Det fremgår af årsrapporten, der samtidig afslører, at egenkapitalen er kørt helt i sænk.
Den er nu negativ, og minusset lyder på knap 1,67 millioner kroner.
Men hvad siger ham, der har tegnet de dyre spillerkontrakter, og som bærer en del af ansvaret for det voldsomme underskud?
Sportschef Ronny Larsen erkender, at økonomien er stram:
- Vi har et hold på plads lige nu. Men det er klart, at hvis vi skal have forstærkninger senere på sæsonen omkring slutspillet, så vil der være nogle udfordringer, hvis der ikke er nogle penge til det, forklarer han.
Men klubben har for nu sikret sig endnu en sæson takket være nogle velvillige sponsorer. Og på trods af en sommer der har været turbulent for alle i og omkring klubben, har man stadig store ambitioner for den kommende sæson.
- Vi har forhåbninger om at være et top-fire hold. Jeg er fortrøstningsfuld og tror på det hold, vi har samlet, fortæller klubbens sportschef, Ronny Larsen.
Det kræver en indsats for hele organisationen, hvis piratskuden skal vendes.
- Vi skal hjælpe hinanden allesammen. Forhåbentligt kan vi skabe nogle gode resultater, for det skaber mere hype og stemning, og så kommer der flere tilskuere, og sponsorerne bliver interesseret igen, forklarer sportschefen.
Sæsonen indledes fredag 6. september med et lokalbrag i Gigantium, når Pirates tager imod Frederikshavn White Hawks