Foto: Mikael Kragmann

Pirates sendte mestrene hjem med et nederlag

Aalborg Pirates er langt foran konkurrenterne i Metal Ligaen og fortsatte tirsdag aften den ubesejrede stime.

Aalborg Pirates satte tirsdag aften yderligere tre point ind på kontoen og er således fortsat ubesejrede i Metal Ligaen.

Tirsdag aften var det de forsvarende mestre fra Esbjerg Energy, der måtte gå planken ud i Gigantium. Efter 60 minutters hockey kunne de vende næsen mod Sønderjylland med et 2-1 nederlag.

Pirates stillede uden skader, så træner Brandon Reid kunne præsentere fire stærke kæder, der allerede har bevist, at de kan spille flot og effektiv ishockey.

Desværre var det ikke prangende spil, der tirsdag var at se i Aalborg og det var kun et par gode redninger fra Ronan Quemener, der afholdt Esbjerg fra at komme foran tidligt i kampen. Piraterne kom også til chancer, men præcisionen manglede. 

Pirates kom dog foran i slutningen af 1. periode da Martin Højbjerg fintede Esbjerg-keeperen på et straffeslag. Inden da var Højbjerg, der var alene på vej mod mål, blevet trukket ned bagfra.

I pausen fik nordjyderne formentlig en ting eller to at vide om, hvordan man spiller flot hockey, for det var det, de viste i 2. periode. Der var bedre spil og defensiven stod bedre. Perioden forblev dog målløs.

De forsvarende mestre kunne ikke helt holdes fra fadet, og blot et minut inde i 3. periode, fik Esbjerg udlignet på et mål af Tyler Fiddler.

Kampen blev dog afgjort i den regulære spilletid og alle tre point blev nordjyske. Christopher Eriksen fik prikket riposten fra Tobias Ladehoffs stærke skud på mål.