Pirates slår snævert White Hawks
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Slaget om Nordjylland faldt fredag aften ud til Aalborg Pirates fordel. Dumme udvisninger til White Hawks blev udslagsgivende i det tætte opgør.
Fredag aften var der dømt nordjysk topopgør i Metalligaen. Kampen mellem de to ishockeyflagskibe skulle vise sig at blive tæt.
I første periode bragte Frederikshavn White Hawks sig foran på en scoring af Lucas Andersen. Herefter baksede det frederikshavnske hold med at få pucken ind over stregen. Modsat havde Aalborg Pirates held med at passere White Hawks målvogter to gange.
Mikkel Højbjerg og Pierre Olivier-Morin blev noteret for de to scoringer. White Hawks fik flere dumme udvisninger i tredje periode, og det medvirkede til, at holdet havde svært ved at sætte sig på afslutningen af kampen. Det betød, at Aalborg Pirates kunne snuppe en 2-1-sejr i ordinær tid. Sejren betyder, at Aalborg Pirates kommer op på siden af Frederikshavn White Hawks i Metalligaen. Holdet har dog spillet to færre kampe end White Hawks.