Pirattaxa: Tre mænd stjal dankort i falske taxaer
Foto: Henriette Maj Pedersen
Tre mænd er anholdt og sigtet for tricktyveri i forbindelse med, de kørte pirattaxa i Aalborg nytårsaften. Arkivfoto
Tre mænd er anholdt og sigtet for tricktyveri i forbindelse med, de kørte pirattaxa i Aalborg nytårsaften.
Tre mænd på henholdsvis 22, 29 og 30 år, alle bosat i Aarhus, troede tilsyneladende, de kunne lave hurtige og ulovlige penge med en smuttur til Aalborg nytårsaften, men sådan gik det ikke.
Og de tre er nu sendt retur til Aarhus med nogle sigtelser fra Nordjyllands Politi i bagagen.
De tre mænd blev anholdt og sigtet, efter de havde kørt såkaldt pirattaxa, mens de samtidig havde franarret kunder såvel betalingskort som pinkoder i forbindelse med, at kunderne skulle betale for den ulovlige kørsel.
Det skete ved, at der blev skabt så meget forvirring omkring betalingen, at en af mændene aflurede pinkoderne til dankortet, mens en anden så efterfølgende stjal kortet. Derefter kunne de uden besvær bevæbnet med både kort og kode hæve penge på de stjålne betalingskort.
Ulovlighederne fik dog en brat ende, da de tre aarhusianske gæster blev afsløret. De blev anholdt og er efter afhøring løsladt og sendt tilbage til Aarhus.