Politi ordner busproblem via kommunikation
Busserne i Aalborg kører over for rødt. Politiet vil forsøge at gøre noget ved sagen.
Flere af busserne i Aalborg centrum kører over for rødt. Politiet er nu opmærksomme på at tage hånd om sagen.
Tirsdag kunne TV2 Nord vise, at flere af bybusserne i Aalborg kører over for både gult og rødt, selvom begge dele er imod færdselsloven.
- Det er selvfølgelig noget, vi tager alvorligt, og jeg vil understrege, at det selvfølgelig er ligeså ulovligt at køre over for gult og rødt lys for buschauffører, som det er for alle andre trafikanter - herunder også cykelister og fodgængere, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi Claus Kjær-Pedersen.
Nordjyllands Politi har et samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab, Aalborg Kommune, nogle af chaufførerne og cykelforbundet, hvor de kigger på trafikanternes adfærd. Altså også buschaufførernes.
Egentlig skulle samarbejdet bruges til en kampagne om, at man i trafikken skal optræde hensynsfuldt overfor hinanden. Men nu skal det røde lys også inddrages.
- Det her bliver et element, som vi arbejder videre med, og når vi kommer lidt længere hen, så bliver det også et element for nogle af vores kontrolaktioner, siger Claus Kjær-Pedersen.