Politiet åben for fælles coronatest i Jomfru Ane Gade
Foto: TV2 Nord
Restauratørene i Aalborg vil gerne have fælles kontrol af coroanapas ved enderne af Jomfru Ane Gade. Nordjyllands Politi er i øjeblikket ved at undersøge, om der er lovmæssig mulighed for at gøre det.
- Vi vil gerne have et tjekpoint for enderne af Jomfru Ane Gade i stedet for kontrol ved de enkelte restaurationer. Sådan lød beskeden fra ejeren af Zwei Grosse Bier Bar, Henrik Foget Jensen, ved pressemødet fredag formiddag om corona-situationen i Aalborg Kommune.
- På den måde kan vi undgå at blande dem med gyldig coronapas med dem, der eventuelt er smittede, siger han.
I øjeblikket er der kontrol ved de enkelte restaurationer, men når gæsterne kommer ud på gaden, bliver de i mylderet af feststemte unge blandet med andre, der ikke har været tjekket.
- Det svarer lidt til, hvis man ved en fodboldkamp krævede coronapas på de første syv rækker, men ikke på de øverste rækker. Så kan de jo smitte hinanden i pausen, lød det fra Henrik Foget Jensen.
Politiet positive over for forslaget
Umiddelbart et rigtig godt forslag, lyder det fra politiet.
- Men vi bliver nødt til at være sikre på, der er lovgrundlag for det. Vi er i gang med at undersøge det, siger vicepolitiinspektør Henrik Skals.
- Det er jo et område med offentlig adgang, så vi skal være helt sikre på, der er lovmedhold til at at kontrollere folk på den måde, lød det fra Henrik Skals ved pressemødet.
Indtil en ny ordning kan indføres, gælder de nuværende regler dog fortsat, og politiet vil intensivere overvågningen af, at restaurationerne overholder kravet om blandt andet at kontrollere gæsternes coronapas, før de bliver lukket ind. Og politiet er også klar til at lukke restaurationer, hvis det viser sig nødvendigt, lyder det fra Henrik Skals.
FAKTA
Opdateret 28. maj klokken 14.30.
På baggrund af det høje smittetal centralt i Aalborg, særligt blandt unge, har Nordjyllands Politi undersøgt muligheden for at spærre byens festgade af og etablere coronapas-kontrol ved indgangen. Vurderingen er, at lovgrundlaget til en sådan løsning ikke er til stede.
- Vi var som udgangspunkt positivt indstillet over for det forslag om afspærring og samlet kontrol, som Henrik Foget Jensen (restauratør i Jomfru Ane Gade, red.) har stillet. Det er en praktisk løsning, og vi kan godt se problematikken i, at gæster med og uden coronapas i øjeblikket kan blande sig med hinanden, siger vicepolitiinspektør Henrik Skals, Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
– Men som politimyndighed skal vi først og fremmest sikre os, at lovgrundlaget er til stede, når vi griber ind i borgernes bevægelsesfrihed. Det har vi undersøgt grundigt nu, og vores vurdering er, at vi ikke har hjemmel til at lave sådan en løsning, forklarer vicepolitiinspektøren.
Kommunen: Test før fest
Direktøren for sundhedsberedskabet i Aalborg Kommune, Jan Nielsen, gjorde på pressemødet en dyd ud af ikke at pege fingre af de unge.
- De unge opfører sig ansvarligt, og vi skal skal ikke tage muligheden for at feste fra dem. Det er en del af det at være ung, sagde han.
Men sundhedsdirektøren gjorde opmærksom på, at den alvorlige situation kræver ekstra meget også af de unge.
- Test før fest, lyder opfordringen fra kommunen til både de unge og alle andre nordjyder.
Se optagelse af hele pressemødet her:
Det første minut af videoen har, på grund af en teknisk fejl, en overstyring af lyden, der ikke kan rettes. Men efter cirka et minut bliver lyden normal.