Politiet efterlyser indbrudstyve i blå Peugeot

Nordjyllands Politi efterlyser torsdag aften en blå Peugeot i forbindelse med et indbrud i Sulsted.

To indbrud har torsdag aften hevet flere patruljevogne fra Nordjyllands Politi på gaderne i Brønderslev og Sulsted.

Det oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen.

Det første blev anmeldt klokken 20.19 på Ravnsøparken i Brønderslev. Overvågningskameraer i området viser to mænd stikke af fra huset, men politiet har endnu ikke noget signalement af dem.

Et kvarter senere kom så en anmeldelse fra Bjørnsonparken i Sulsted, hvor også to mænd blev set stikke af fra en villa. Siden er en mørkeblå Peugeot blevet set i området, og ifølge politiet har den virket mistænkelig.

De seneste dage har der igen været usædvanligt mange indbrud i Nordjylland, og politiet har haft travlt med anholdelser og varetægtsfængslinger.

Især Brønderslev har med 21 indbrud siden den 3. november været særligt hårdt ramt. Derfor opstiller Nordjyllands Politi fredag den 16. november en mobil politistation i byen. Her kan man fra klokken 10 til 12 få en snak med politiet på Løvbjergs parkeringsplads på adressen Arkaden 14 i Brønderslev.


Seneste nyt

fra Nordjylland