Politiet har mistænkte efter knivstikkeri: 21-årig er stadig i kritisk tilstand
I området omkring Beatesmindevej i Aalborg har Nordjylland Politi natten igennem været massivt tilstede, efter at en 21-årig mand onsdag aften blev overfaldet med en kniv.
Den 21-årige mand er fortsat i kritisk tilstand, men stabil, lyder det fra Rene Kortegaard, vagtchef hos Nordjyllands Politi.
- Vi har været i gang hele natten med sagen, og det fortsætter vi med at være. Vi skal jo gerne have fundet en gerningsmand, fortæller vagtchefen.
Politiet er dog ikke helt på bar bund efter knivstikkeriet.
- Vi har også nogle mistænkte i sagen, og vi har noget at gå efter. Det er forskellige ting fra stedet og vidner, der gør, at vi har nogle mistænkte, siger Rene Kortegaard, der dog ikke kan komme det nærmere.
Efter overfaldet klokken 21.10 var Nordjyllands Politi hurtige til at søge vidner til sagen og nogle, der kunne have set noget. Dem har der også været.
- Der er nogle, der har kontaktet os, og vi er stadig interesserede i oplysninger i sagen, hvis folk har set eller hørt noget, siger vagtchefen.
Desuden skriver Nordjyllands Politi på det sociale medie X - det tidligere Twitter - at de har opsat en mobilpolitistation, hvis man har brug for at tale om hændelsen torsdag aften. Den bliver parkeret på Beatesminde 6-28 (blok 1)
Vi hører gerne fra vidner i sagen eller med oplysninger – ligesom man også er meget velkommen forbi vores mobile politistation, hvis man har brug for at tale om hændelsen i går aftes. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) January 11, 2024