Politiet rykkede ud til blodigt slagsmål: To mænd ramt af økse
Opdateres...
Nordjyllands Politi rykkede onsdag eftermiddag ud til Hobrovej i Aalborg efter meldinger om heftigt slagsmål mellem to personer på stedet.
Da de kom ud til stedet viste det sig dog at være mere alvorligt end først antaget.
- Vi sendte straks patruljer frem til stedet, og vi kunne, da vi kom derud, konstatere, at to personer – to mænd – havde været i slagsmål og det viste sig, at begge var blevet ramt af en økse i denne forbindelse, siger politikommissær Carsten Straszek, der understreger, at begge mænd dog er meldt uden for livsfare, men at de i øjeblikket behandles på hospitalet.
De nærmere omstændigheder omkring slagsmålet samt hvad der måtte ligge til grund herfor skal politiet nu undersøge, og derfor vil borgerne i området fortsat kunne se en del synligt politi.
- Vi har en række tekniske undersøgelser foran os, ligesom vi skal have afhørt de to mænd samt en række vidner, siger Carsten Straszek.
Politiet behandler sagen som en grov voldssag, og de to mænd er 20 år og 51 år gamle. Sagens foreløbige efterforskningsskridt har medført, at den 21-årige mand i sagen kl. 15.35 blev anholdt på skadestuen.
- Jeg kan dog ikke udtale mig i detaljer af hensynet til efterforskningen, der jo netop skal klarlægge de nærmere omstændigheder, men det er vores klare opfattelse, at der er tale om et internt opgør, der ligger til grund for volden. Vi hører dog meget gerne fra vidner i sagen, siger Carsten Straszek.
Har man oplysninger til politiet, så kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 114.