Politiker kaldte modstander ”bodegapopulist:" Nu mener han kollegas ”kræfter vil være bedre anvendt i andre lande”
Foto: Presse
Facebook-debat endte i ophedet diskussion og opfordring fra K-rådmand i Aalborg.
Afbrændinger af koranen og andre religiøse tekster har sat gang i en ophedet debat om ytringsfrihed i Danmark.
For mens nogle mener, at ytringsfriheden er absolut, og at der ikke skal lovgives mod afbrænding af religiøse skrifter, er der andre, der mener, at en koran- eller toraafbrænding ikke har noget med ytringsfrihed at gøre og at de derfor skal beskyttes i lovgivningen.
Sidstnævnte synspunkt tilslutter Ali Hassan, nordjysk regionsrådsmedlem for Socialdemokratiet, sig.
Og det er faldet den konservative rådmand Morten Thiessen for brystet. I flere kommentarer langer han ud efter sin socialdemokratiske kollega.
"Dine kræfter vil nok være bedre anvendt i kampen for ytringsfrihed i muslimske lande," skriver han, ligesom han mener, at Hassan, der har været i Danmark siden 1995, skal huske: ”Du er i Danmark, her beskytter vi individet.”
En kommentar som han ikke mener, Morten Thiessen ville have brugt mod en, der var etnisk dansk.
- Jeg tolker det som ekskluderende. At jeg ikke er en del af danskerne, og derfor er jeg ikke berettiget til at have en holdning til danske værdier. Jeg opfatter det som en direkte hentydning til, at hvis man ikke er enig med ham, så skal man smutte, siger Ali Hassan til TV 2 Nord.
Han synes, det er beskæmmende, at en rådmand bruger den slags sprogbrug på sociale medier.
- Kan en rådmand, som er rollemodel for børn og unge, tillade sig at snakke sådan til andre og måske især på sociale medier?, spørger Ali Hassan retorisk.
Det er dog langt fra første gang den rådmanden er i skudlinjen for sit sprogbrug.
Tidligere har TV2 Nord fortalt om en anden Facebook-debat, hvor Thiessen kalder det tidligere SF-byrådsmedlem Jørgen Andersen for bodegapopulist og har sagt, at ”hvis politik er for indviklet” kan han holde sig væk.
Selv mener Morten Thiessen at det er helt udenfor skiven at kritisere ham for at ville sende Ali Hassan ud af landet.
- Han (Ali Hassan, red.) tager helt fejl. Det er udtryk for at jeg er mere bekymret for ytringsfriheden andre steder i verden, siger han til TV2 Nord.
Adspurgt om det altid er afsenderen, altså ham selv, der bestemmer budskabet, og han i den offentlige debat som folkevalgt bærer et ansvar for tonen, afviser han.
- Min kommentar kan kun forstås sådan, fordi Ali Hassan vil have offerrollen.
Rollemodel
Tidligere har blandt andre formand for Skole og Forældre i Aalborg, hvis område Thiessen er rådmand og chef for, kritiseret rådmandens tone.
- Jeg synes, at det handler om som rådmand, at man er det gode eksempel for både forældre og i særdeleshed børnene på de sociale medier, og det viser han ikke her, sagde Claus Nielsen om "bodegapopulist"-debatten.
Dengang – som nu – mener K-rådmanden ikke, at han som politiker og rådmand for børn og undervisning har et særligt ansvar for at være en god rollemodel.
- Jeg har en forpligtelse over for vælgerne til at tale sandt og sige min mening. Det er det, jeg er valgt på. Jeg holder ikke op med at mene noget fordi, jeg er rådmand, siger han i dag til TV2 Nord.
VIDEO: Se det fulde indslag herunder: