Pris: Årets HK-fagprøve er lavet hos Nordjyllands Politi

En fagopgave om at digitalisere Nordjyllands Politis særaktsmapper var fredag årsagen til, at Ninna Olesen blev overrasket med en fornem pris.

Det var noget af en overraskelse for 26-årige Ninna Olesen fra Hobro, da hendes arbejdsdag hos Nordjyllands Politi i Aalborg pludselig blev afbrudt af noget så dejligt som en prisoverrækkelse.

Ninna Olesen har nemlig vundet HK Stat Danmarks fagprøvepris 2016, og både næstformand i HK Stat Danmark Peter Raben, formand for HK Stat Nordjylland Jonna Vestergaard og ungdomskonsulent i HK Stat Danmark Cihat Bardak dukkede op med diplom, gavekurv og en check på 5000 kroner.

Umiddelbart lyder det måske ikke specielt sexet - "digitalisering af særaktsmapper", som titlen på Ninna Olesens fagprøve om mulige effektiviseringer og forbedringer Nordjyllands Politis arbejde lød - men det var til gengæld så solidt, gennemarbejdet og tæt på virkeligheden, at den unge nordjyde strøg til tops blandt de 18 opgaver, der var indstillet til prisen.

Komitéen har begrundet valget af Ninna Olesens fagprøve med ordene:

- Rent fagligt befinder fagprøven sig på et højt niveau, da den præsenterer en løsningsorienteret og fint afgrænset problemstilling i tråd med målene. Ninna Olesens tanker og idéer er så gennemarbejde og så stor opbakning fra afdelingen, at det må anses som værende ikke bare realistisk, men også nærliggende, at de tages i brug i en meget nær fremtid.

HK Stat uddeler hvert år en pris for den bedste fagprøve på de statslige arbejdspladser. Med prisen ønsker HK Stat at sætte fokus på den administrative uddannelse og faglighed, fordi eleverne kan bidrage til udvikling af den administrative faglighed på de enkelte arbejdspladser.

Ninna Olesen bliver officielt færdig med sin uddanelse den 31. august og fortsætter derefter i et vikariat hos Nordjyllands Politi.


Seneste nyt

fra Nordjylland