Promiller på afveje: Campingvogn torpederede bil
En mandlig bilist havde ikke helt blik for, hvor han styrede campingvognen hen, da han med for høj promille bragede ind i en anden bil.
Lørdag var der kommet lidt for meget af de promillefyldte væsker indenbords for en mandlig besøgende på Hjallerup Marked. Det i sig selv er ikke så unormalt på markedet, men da han valgte at sætte sig bag rattet af sin bil, som i øvrigt havde en meget stor campingvogn på anhængertrækket, gik det galt.
I et sving på vej ind på campingpladsen ved Hjallerup Marked ramte campingvognen ind i en bil, der holdt stille i den modsatte side af vejen. Den store vogn ødelagte hele siden af bilen, indtil den berusede mand blev standset af campingvagter.
- Han var hammerfuld, så han blev taget med til en blodprøve, lyder det fra Lars Lykke Nielsen fra Nordjyllands Politi.